Opdatering fra Lyngby Boldklub A/S – Friends of Lyngby sikrer ro på bagsmækken

De nye ejere af Lyngby Boldklub har fundet flere penge til projektet, der blandt andet skal sikre talenter samt bærende kræfter i truppen og ro på bagsmækken mod næste sæson, der byder på 1. division

Lyngby Boldklub opgraderer for tiden både i administrationen og på banen. Fem tilgange er allerede offentliggjort til den kongeblå spillertrup. Heriblandt flere med rigtig mange ulandsholdkampe.

Bestyrelsesformand i Lyngby Boldklub A/S, Tommy Petersen, fortæller, at det er et meget naturligt skifte, når situationen ændrer sig fra Superliga til 1. division:

”Der har været en naturlig udskiftning og ændring i det sportslige setup, og så er truppen tilpasset det nye og spændende trænerteam, som vi er meget glade for at have. Sportsdirektør Birger Jørgensen og resten af den sportslige sektor har lavet et solidt stykke håndværk, og vi ser en stærk og afbalanceret trup, både i forhold til alder og kompetencer” lyder det fra Petersen.

Flere penge betyder flere ”rentable” talenter

Da klubben rykkede ned i 1. division i slutningen af maj, blev der talt om, at der var færre indtægter, end der ville være i Superligaen, og det er også korrekt.

Bestyrelsesformand, Tommy Petersen, kan berette om, at Friends of Lyngby (FoL) har fundet ekstra økonomiske midler for at sikre et solidt grundlag for den næste sæson, hvor summen ligger i omegnen af de ti millioner kroner:

“Vi har arbejdet effektivt og afhændet det minus, som der er ved de lavere indtægter, som alle får i 1. division. Nu har vi ro på bagsmækken til at angribe sæsonen 2018/19, og det er vigtigt både for administrationen og omkring truppen, at der plads til at agere. Det kan blandt andet være at forlænge og holde på kongeblå talenter, eller man kan styrke det spændende og interessante partnerophav, som allerede har meldt sin ankomst”, siger Tommy Petersen og fortsætter:

”Jeg er stolt over at FoL igen har trådt til, og vi i dag står et sted, hvor vi for første gang siden februar kan kigge fremad og ikke bagud. Talentmassen i Lyngby er unik, og det er vigtigt, at vi ikke skal sælge grundet et økonomisk pres. Med den nuværende økonomi kan vi holde længere på talenterne, og så har vi altså et spillersalgs-potentiale, der er i toppen i Danmark” fortæller bestyrelsesformand Tommy Petersen.

Siden redningen i februar har man i Friends of Lyngby mærket en stærk interesse for det nye projekt, og mange har allerede meldt sig med på rejsen, hvor der er åbent for flere:

”Friends of Lyngby er et unikt fællesskab, hvor alle bider til bolle og vil hjælpe til, hvor der kan hjælpes til. Der er blevet lagt masser af frivillige timer siden februar, og det er en tydelig Lyngby-ånd, man mærker. De første nye sponsorpartnere har allerede meldt sig på banen. Vi ved også, at mange partnere afventer, hvorvidt der er økonomi i klubben, og derfor er det rart med udmeldingen om den forstærkede økonomi. Vi skal have endnu flere med i det nye projekt, hvor vi skal være sammen for Lyngby” lyder det fra Tommy Petersen.

Kunne du have interesse i at høre mere om det nye Lyngby-projekt, kan du kontakte kommerciel direktør, Andreas Byder, på tlf. nr. 2623 6366 eller e-mail: ab@lyngby-boldklub.dk.

Læs også: Your Business forlænger succesrigt partnerskab med Lyngby Boldklub

Læs også: Naturligt lokalt samarbejde mellem Lyngby Boldklub og CPHbusiness

Læs også: Redmark forlænger partnerskab

Læs også: Lyngby Boldklub og Danske Spil forlænger partnerskab

Du kan se flere billeder og indhold om Lyngby Boldklub på vores Facebook, Instagram, LinkedIn og Twitter.

Top