Ordensreglement

I Superligaen er der vedtaget et fælles ordensreglement, som også gælder på Lyngby Stadion. Det indebærer følgende:


1. Fremvisning af billetter, adgangskort eller anden akkreditering, 
som giver ret til ophold på stadion, skal ske til en hver tid på opfordring fra kontrollører, politi eller anden myndighed. Desuden skal man være villig til at lade sig visitere af en kontrollør.

2. Tilskuere skal indtage den plads, der er anført på billetten, medmindre anden plads anvises af kontrollører eller andet personale.

3. Optagelse af levende billeder eller lyd og videregivelse af informationer fra kampen, tribuner og de øvrige stadionområder til kommercielt brug er ikke tilladt – uanset fremgangsmåde.

4. Dækning af skilte og reklamebander med bannere er ikke tilladt uden forudgående aftale.

5. Racistiske, homofobiske og andre nedsættende eller diskriminerende ytringer er strengt forbudt.

6. Videoovervågning – Lyngby stadion er videoovervåget. Dokumentation for overtrædelse af ordensreglementet kan derfor videregives til politiet og DBU’s disciplinære system til brug for behandling af sager vedrørende overtrædelse af ordensreglementet. Oplysningerne gemmes som udgangspunkt i op til 30 dage, hvorefter de slettes. Oplysningerne kan dog gemmes længere, hvis det er nødvendigt med henblik på undersøgelse eller dokumentation af konkrete hændelser.

7. Overtrædelse af ordensreglementet vil uden videre kunne medføre bortvisning og eventuel afgift og / eller karantæne fra stadion. Bortviste gæster har ikke krav på at få deres billet eller adgangskort refunderet.

8. Lokale stadionreglementer og kontrollørernes anvisninger skal tillige efterleves.

9. Ovenstående punkter er ikke udtømmende.

Forbud og afgifter for overtrædelser 

Det er forbudt at forcere hegnet omkring fodboldbanen eller på anden vis opnå adgang til fodboldbanen. Gæster, der forcerer, forsøger at forcere eller har forceret hegnet omkring fodboldbanen eller på anden vis opnår eller forsøger at opnå adgang til fodboldbanen vil blive opkrævet en afgift på 10.000 kr., der forfalder til betaling øjeblikkeligt eller efter konkret aftale med klubben.

Det er forbudt at besidde pyroteknik på stadion. Gæster, der medbringer eller forsøger at medbringe fyrværkeri, lysraketter, romerlys eller andre pyrotekniske genstande vil blive opkrævet en afgift på 5.000 kr., der forfalder til betaling øjeblikkeligt eller efter konkret aftale med klubben.

Det er forbudt at benytte pyroteknik på stadion. Gæster, der benytter sig af fyrværkeri, lysraketter, romerlys eller andre pyrotekniske genstande, vil blive opkrævet en afgift på 5.000 kr., der forfalder til betaling øjeblikkeligt eller efter konkret aftale med klubben.

Det er forbudt at kaste genstande på eller mod banen og/eller mod andre tilskuere. Gæster, der kaster med genstande på banen eller mod banen og/eller mod andre tilskuere vil blive opkrævet en afgift på 5.000 kr., der forfalder til betaling øjeblikkeligt eller efter konkret aftale med klubben.

Det er forbudt at forsøge på eller at tage ophold på stadion, for personer der er ramt af karantæne. Ophold på stadion eller forsøg på at tage ophold på stadion af karantæneramte personer vil blive opkrævet en afgift på 5.000 kr., der forfalder til betaling øjeblikkeligt eller efter konkret aftale med klubben.

Det er forbudt at besidde og/eller benytte maskering på stadion. Gæster, der besidder og/eller benytter maskering, vil blive opkrævet en afgift på 5.000 kr., der forfalder til betaling øjeblikkeligt eller efter konkret aftale med klubben.

Betaling af ovennævnte afgifter udelukker ikke anvendelse af øvrige sanktioner og retsforfølgelse. 

Ordensreglementet er tiltrådt af samtlige klubber i landets elitedivisioner.

Formålet med et fælles ordensreglement i Superligaen er, at tilskuere til fodboldkampe skal være trygge før, under og efter arrangementet på stadion. Alle uanset alder, udseende, religion og kulturel baggrund er velkomne på stadion. Stadionreglementet gælder for hele stadionområdet, herunder ved banen, på tribunerne og arealerne omkring stadion inden for hegnet, hovedbygningen, brandvejene omkring stadion samt tilknyttede parkeringsarealer.

Diskriminering, krænkelse eller racistisk adfærd

Lyngby BK accepterer ikke nogen form for diskriminerende eller krænkende adfærd. Vi siger klart og tydeligt NEJ til diskrimination og har en nultolerancepolitik over for krænkende handlinger. I Lyngby BK er der plads til alle uanset hudfarve, religion, køn, seksuel orientering, kulturel baggrund med mere.
At være til fodbold i Lyngby skal være en positiv og behagelig oplevelse for alle. Vi opfordrer derfor alle på tilskuerpladserne til at bidrage til en god stemning. Vi stræber efter at skabe en fankultur, hvor gensidig respekt er i fokus, og hvor fællesskab og sammenhold er de grundlæggende elementer for at nå vores mål – både på og uden for banen.
Lyngby BK arbejder løbende på at uddanne både spillere, fans og personale om vigtigheden af respekt og inklusion, så vi sammen kan skabe et miljø, hvor alle føler sig trygge og velkomne.
 
Hvad er diskriminerende eller krænkende adfærd?
Diskriminerende adfærd kan udtrykkes på både direkte og indirekte måder. Det er ikke afgørende, om adfærden skyldes ubetænksomhed eller et ønske om at krænke nogen. Den centrale faktor er den oplevelse, som den berørte person har, og det er denne oplevelse, der skal danne grundlag for, hvordan hændelsen håndteres. Diskriminerende eller krænkende adfærd kan både være verbal og fysisk, såsom sexistiske, racistiske eller homofobiske bemærkninger samt uønskede berøringer, overgreb eller angreb. Det kan også forekomme mellem fans, fra kontrollører eller i kommunikation generelt.
Vi opfordrer alle til at tage ansvar og reagere, hvis de ser diskriminerende eller krænkende adfærd. Sammen kan vi opbygge en stærk og respektfuld kultur, hvor alle føler sig hørt og beskyttet.
 
Procedure:
Hvis du oplever at blive krænket under et Lyngby BK-arrangement, kan du henvende dig til en sikkerhedskontrollør, som vil kontakte sikkerhedschefen, der vil tage sig af sagen.
Du kan også kontakte sikkerhedschefen direkte på telefon: 40 33 57 18
Alle henvendelser behandles fortroligt og registreres i en elektronisk logbog. Kun hændelsen vil blive dokumenteret, ikke oplysninger om den person, der har oplevet krænkelsen. Formålet med registreringen er at følge udviklingen af krænkende eller diskriminerende adfærd i forbindelse med klubbens arrangementer.
Sikkerhedschefen vil informere Lyngby BK’s direktør og SLO (Supporter Liaison Officer) om de specifikke hændelser eller henvendelser.
Lyngby BK arbejder aktivt på at forebygge krænkende adfærd ved løbende at oplyse og informere service- og sikkerhedspersonalet om klubbens politik og procedurer på området.
Alle krænkende eller diskriminerende handlinger vil medføre alvorlige konsekvenser, som kan inkludere udelukkelse fra arrangementer, forbud mod stadionadgang og yderligere disciplinære foranstaltninger, i henhold til klubbens regler.
Lyngby BK tror på, at det er gennem et tæt samarbejde med vores fans og lokalsamfund, at vi kan fremme mangfoldighed og respekt i fodbolden. Vi ønsker at være en katalysator for positiv forandring både på og uden for banen.
0
    0
    Din kurv