Sammen for Lyngby

Følg med i Lyngbys genrejsning på nærmeste hold. “Sammen for Lyngby” er dokumentaren, der tager dig med bag kulissen i Lyngby Boldklub – oplev opture, nedture, sejre og nederlag på tætteste hold og få et unikt indblik i livet i en professionel dansk fodboldklub.

EPISODE 1

Nedrykningen rammer Lyngby Boldklub, der efter et turbulent forår i Superligaen rykker ud efter to playoff-kampe mod Vendsyssel FF. Med nedrykningen følger en ny virkelighed – både sportsligt og økonomisk, og det er en presset fodboldklub, der bruger juni måned på at evaluere og slikke sårene.

Konklusionen er en ny trænerstab, ny træningskultur og tilbage til rødderne som talentudviklingsklub. Tag med ind bag kulissen i en sommer fuld af beslutninger, nye ansigter og de første spæde skridt i genoprejsningen af klubben.

Afsnittet er produceret i samarbejde med Virum Installation.

EPISODE 2

Efter en blandet start på sæsonen nærmer lukningen af transfervinduet sig. Sommeren har budt på mange nye ansigter, nye ledere og nye kulturbærere. Nu skal vinduet lukkes af med tilgangen af en spiller med x-faktor.

Samtidig betyder Lyngbys nye strategi, at der lægges et stort pres på de unge, egenudviklede spillere – nogle af dem i teenagealderen. Disse spillere har nu fået en bærende rolle og med et trylleslag er det dem, der skal løbe med det store ansvar – både for holdets og deres egen udvikling. Adam Sørensen er en af de spillere, og han skal 18 år gammel balancere omverdenens og egne fodboldforventninger med livet som gymnasieelev.

EPISODE 3

Talentudvikling er Lyngby Boldklubs DNA. Navne som Lasse Schøne, Yussuf Poulsen, Andreas Bjelland og Jacob Bruun Larsen har alle nydt godt af Lyngbys berømmede ungdomsarbejde. Selvom klubben er under pres fra konkurrenter med langt større budgetter, så fortsætter Lyngby Boldklubs akademi med at spytte talenter ud – blandt andre målmanden Oskar Snorre, som vi følger til landsholdssamling med U21-landsholdet. Få et indblik og helt unik adgang til nogle af de mennesker, der sidder i klubbens akademi og støber fremtidens stjerner.

Afsnittet er produceret i samarbejde med Sydbank.

EPISODE 4

Efterårssæsonen har for førsteholdet været en lang rutsjebanetur. Selvom sæsonen rundes af med en storsejr over Roskilde beslutter bestyrelsen at fyre klubbens cheftræner, og i stedet lade det resterende team tage over resten af sæsonen.

Årets sidste måned bruges på selvransagelse og evalueringer, alt imens det nye trænerteam begynder forberedelserne til en ny virkelighed efter vinterpausen.

EPISODE 5

Genrejsningen er ikke gået helt som håbet, men alligevel er det et energifyldt og optimistisk trænerteam, der starter den lange vinteropstart. Mathias Hebo siger farvel – nærmest samtidig som Nicolai Geertsen forlænger. Og sådan går det op og ned, alt imens førsteholdet bruger opstarten på at banke ærgerrighed ind i spillertruppen, hvor flere af spillerne mærker nye boller på suppen.

Som vinteropstarten skrider frem viser de første positive tegn sig – men bumpene fortsætter og er lige ved at koste den nye midtstopper Lasse Nielsen en længere skadespause. Men da slaget endelig skal slås i den første kamp mod Hvidovre giver forberedelserne endelig pote!

Afsnittet er produceret i samarbejde med Cheval Blanc Kantiner

EPISODE 6

Skadesproblemer i forsvaret kaster trænerteamet ud i nye konstellationer – med succes. Pilen peger endelig opad for De Kongeblå, der leverer flotte resultater og lægger grundsten hele tiden. Taktikmøder trumfer skader, og resultaterne begejstrer helt op på direktionsgangen og ind i ejerskabet.

På og uden for banen er der travlt med genoprejsningen, og der lægges an til en spændende afslutning på sæsonen.

Afsnittet er produceret i samarbejde med Cheval Blanc Kantiner

EPISODE 7

“Det bliver alternativt…”

Lyngby må hente Frederik Winther hjem fra landsholdssamling for at hjælpe til i et skrantende midterforsvar. Drømmen lever hos både fans, spillere og på trænerkontoret – men Lyngby knækker en knoldet søndag i Thisted og sætter spørgsmålstegn. Er truppen bred nok? Er sulten stor nok? Er vi klar til det, der kræves for at tage sidste step?

Afsnittet er produceret i samarbejde med Cheval Blanc Kantiner

EPISODE 8

Det er afgørelsens time for Lyngby Boldklub. Det de har kæmpet for hele sæsonen kulminerer nu i et drama der sjældent er set. Med én kamp tilbage af sæsonen skal Lyngby som minimum tangere Næstveds resultat mod Thisted, og håbe at Fremad Amager taber point, for at håbe på at få to oprykningskampe mod Superligaklubben Vendsyssel om at vende tilbage til landets bedste række.

Afsnittet er produceret i samarbejde med Cheval Blanc Kantiner

0
    0
    Din kurv