Lyngby Boldklub ansætter nyt trænerteam med Mark Strudal som cheftræner

Lyngby Boldklub har i dag ansat et nyt trænerteam til klubbens førstehold. Mark Strudal bliver cheftræner for De Kongeblå og tiltræder med øjeblikkelig virkning. Som assistent får han Lyngbys hidtidige A+træner Christian Nielsen, fysisk træner bliver Thomas Kjærbye og Jonathan Hartmann er med på teamet som analytiker. Claus Fallentin fortsætter som målmandstræner.

Ansættelsen af et nyt trænerteam og en overordnet sportslig målsætning har været øverst på dagsordenen, siden Lyngby Boldklub i sidste uge iværksatte en større udskiftning i trænerstaben. At der nu er et nyt team på plads, skaber derfor stor glæde i Lyngby:

”Vi har været grundige i vores evaluering og analyse, og derfor er vi også glade for, at vi i dag kan offentliggøre et helt nyt trænerteam. Trænerne er ligeså vigtige som spillergruppen, og med Mark, Christian, Thomas, Jonathan og Claus får vi et team med stor erfaring fra øverste niveau – hele vejen rundt. Og vi får et team, vi tror på kan bringe os tilbage i Superligaen, hvilket er vores målsætning” fortæller sportsdirektør Birger Jørgensen. Han suppleres af bestyrelsesformand Tommy Petersen:

”Det er måske de færreste, der ved det, men Mark er ekstremt velbevandret i dansk fodbold, og han er vellidt og anerkendt som en dygtig træner. For os har han hele pakken. Han er struktureret og fokuseret på at vinde fodboldkampe, men køber også ind på vores talentudvikling og den rolle han sammen med sit trænerteam skal have over mod resten af klubben. Han kender gamet, har selv haft en flot karriere som aktiv, og har de sidste 12 år samlet trænererfaring fra topklubber i Danmark” siger Tommy Petersen.

Strudal glæder sig til udfordringen
Mark Strudal er en erfaren mand i fodbold-Danmark. Som aktiv bankede han i 80erne og 90erne mål ind for blandt andre Hvidovre, Næstved, Borussia Dortmund, Grasshopper, Vejle og Brøndby – dertil 9 A-landskampe og 3 scoringer. De sidste 18 år har Strudal været ungdoms-, angrebs- og assistenttræner i blandt andet FC Nordsjælland og Brøndby. Nu glæder han sig til opgaven for De Kongeblå:

”Jeg er glad og stolt over, at Lyngby har peget på mig som cheftræner. Selvom Lyngby er i 1. division, så er det stadig en topklub i Danmark som fodboldbrand, og det er en stor klub at få lov at træne. Det tiltrak mig meget, at det er en klub med et akademi, man kan bygge et Superliga-hold på, og jeg glæder mig meget til at samarbejde på tværs af førstehold og akademi. Og selvfølgelig til, at vi skal tilbage i Superligaen” fortæller Mark Strudal.

”En ny cheftræner og et nyt team er en stor forløsning for hele organisationen, for spillerne, for fansene, og for både eksisterende partnere og de mange i kulissen. Cheftræneren tegner meget af projektet, og med et tydeligt setup omkring vores førstehold, får vi hele byen med nu. De Kongeblå har i dag fået en rigtig god ambassadør, og vi glæder os til at komme i gang med samarbejdet” fortæller Tommy Petersen.

Som assistenttræner får Mark Strudal et nyt team med blandt andre Lyngbys hidtidige A+træner Christian Nielsen som assistent. Det kan du læse mere om her.

 

Læs også: Sæsonkortsalget er åbent! Sammen for Lyngby

Læs også: Lyngby Boldklub introducerer ny børneklub – “De Små Vikinger”

Læs også: Kampprogram fastlagt – Lyngby starter hjemme i lokalopgør mod Hvidovre

Du kan se flere billeder og indhold om Lyngby Boldklub på vores Facebook, Instagram og Twitter.

Kristian Maimann
Kommunikationschef, Lyngby Boldklub
http://lyngby-boldklub.dk
Top