Tæt kamp endte med nederlag

Foto: Fodboldbilleder.dk

Der var chancer til begge mandskaber, da AaB denne råkolde december eftermiddag gæstede Lyngby Stadion til årets sidste hjemmekamp for Lyngby BK, men aalborgenserne udnyttede dem bedst, og derfor blev det til et 2-1-nederlag til Thomas Nørgaards tropper.

Gæsterne var inden dagens opgør placeret på en 8 . plads i tabellen to pladser højere end De Kongeblå fra Lyngby. Dermed ventede et spændende opgør, og der var også aktion fra start. Begge hold truede mod mål i kampens indledning, men skuddene sad ikke godt nok placeret til at besvære målmændene.

I det første kvarter var det mest nordjyderne på bolden, men de skabte ikke det store, og Lyngby afventede på kontra. Netop på en omstilling var Lyngby farlige efter 20 minutter. Mayron George sendte Herolind Shala i dybden, men midtbanespilleren kunne ikke ramme målet fra en skarp vinkel.
Senere i halvlegen var Mikkel Rygaard i arkitektens rolle, da han fandt Lasse Fosgaard i feltet, der serverede den for Bror Blume, som sendte bolden snært over målet fra kanten af boksen. Samme Blume var på færde små ti minutter før pausen, da han sendte et frispark hårdt mod mål, men desværre lige i handskerne på Aalborg-målmanden.
Cirka fem minutter før pausen bragte gæsterne sig foran, da Jannik Pohl opsnappede en dyb bold, driblede Mikkel Andersen i målet og sendte bolden i kassen. Kun få minutter senere blev det også 2-0 til AaB da Rasmus Thellufsen driblede på venstrekanten, og via en afretning sendte han den i Lyngby-målet. En iskold spand vand i hovedet på hjemmeholdet inden pausen. Dermed førte AaB 2-0 efter første halvleg.
Fra anden halvlegs start blev Kim Ojo sendt på banen i stedet for Oliver Lund, og Lyngby-mandskabet var derfor klar til at blæse til angreb. Det var imidlertid AaB-holdet, der var farlige først. Igen var Pohl hurtig på en løs bold, og han bragede kuglen på overliggeren, men hjemmeholdet kunne åndet lettet ud, da bolden blev clearet efterfølgende.
AaBs klart farligste mand var Pohl, og efter 60 minutter var han igen i en farlig position. Han blev sendt helt alene med målmanden, men Andersen diskede op med en flot redning og holdt hjemmeholdet inde i kampen. Bare tre minutter senere var George tæt på at reducere, men hans hovedstød sad lige på målmanden.
Pohl var her, der og alle vegne. Med 15 min tilbage af kampen var han fri i højre side af feltet, men hans afslutning blev overplaceret og over mål. Lyngby pressede også på, og ved et indlæg fra Fosgaard var Casper Højer hurtigst og fik afsluttet. Men hans skud gik lige forbi den ene opstander. Lyngby havde masser af boldbesiddelse og folk med i feltet, men chancerne havde hjemmeholdet svært med at producere mod et AaB-forsvar, der stod solidt placeret nede foran eget mål.
Med et minut igen baskede nettet dog bag AaB-målmanden, da Ojo steg op og headede hjemmeholdet på 1-2. Lyngby pressede med alt de havde mod slutningen, men der kom ikke flere mål i kampen, og derfor måtte hjemmeholdet gå tomhændet fra kampen.
Kampfakta
Lyngby BK – AaB (0-2)
0-1 Jannik Pohl 39’
0-2 Rasmus Thellufsen 41’
1-2 Kim Ojo 89’
Lyngbys startopstilling
1. Mikkel Andersen (GK) – 48. Oliver Lund, 2. Thomas Guldborg Christensen, 24. Thomas Sørensen (c), 17. Casper Højer Nielsen, 5. Martin Ørnskov, 22. Bror Blume, 9. Lasse Fosgaard, 10. Mikkel Rygaard, 8. Herolind Shala, 12. Mayron George.
Indskiftere

  1. Hallgrimur Jonasson for 2. Thomas Guldborg Christensen i det 30. min.
  2. Kim Ojo for 48. Oliver Lund i pausen.
  3. Mathias Hebo Rasmussen for 8. Herolind Shala i det 70. Min.

Ikke benyttet: 16. Andreas Larsen (GK), 11. Jeppe Kjær, 19. Kristoffer Larsen, 26. Gustav Marcussen.
Advarsler
Frederik Børsting, Kasper Pedersen – AaB
Oliver Lund – Lyngby Boldklub
Tilskuere
1610 på Lyngby Stadion

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products