Dobbeltsejr over Panathinaikos

foto: Søren Duusgaard

Dobbeltsejr over Panathinaikos

Lyngbys U17 og U19-hold havde god succes med at spille mod storklubben Panathinaikos. Både U17 og U19 vandt, og fortsætter derfor en god træningslejr i det græske.
 
Lyngby Boldklubs bedste ungdomshold, U17 og U19, er i øjeblikket på træningslejr i den græske hovedstad Athen. Her lød de første meldinger på, at de to hold er kommet godt i gang med træningslejren, hvor begge hold også spiller kampe. Først mod AEK Athen, og onsdag aften var de to hold så i aktion igen.
 
Også denne gang var det et græsk storhold, der agerede modstander. Panathinaikos stod på den anden side af banen, og det match-up slap De Kongeblå bedst fra. U17-holdet vandt med 2-0 på mål af Johan Larsen og Jonas Abdel-Halim, mens U19-holdet vandt 2-1 på mål af Emilio Simonsen og Oliver Kjærgaard. Ekstra flot, taget i betragtning af at Lyngby stod overfor grækernes U20-hold:
 
”Vi mødte et fint hold med rigtig mange gode spillere. I Grækenland spiller man ikke U19, men U20 og her ligger Panathinaikos pt. nummer to i rækken. Men jeg så alligevel en kamp, hvor vi hurtigt fik flået momentum over på vores hænder. Derfra dikterede vi mere eller mindre kampens forløb. Vi brugte bolden med omtanke og skabte mange chancer” fortæller U19-cheftræner Thomas Lollike.
 
Lollike er godt tilfreds med både de to kampe og træningslejren generelt, og ikke mindst det faktum at U19-trænerteamet har fået sendt hele truppen i spil i de to kampe – uden at miste fodfæstet i hverken planen eller udtrykket på banen:
 
”Der er to pejlemærker for mig – er planen på plads? Og formår vi fysisk at udføre den gennem hele kampen? Og her fik vi nogle meget lovende svar” fortæller Thomas Lollike. Kampen mod Panathinaikos var U19-holdets sidste, mens U17-holdet fortsat mangler at møde et blandet, lokalt hold inden turen går hjem.
 
”Fokus her til sidst er på træning. Vi træner stadig i Grækenland, men alle vores tanker går mod næste lørdag hvor U19-ligaen starter. I tæt samarbejde med Mikko (U19-assistenttræner, red.), Mathias Marker (fysisk træner, red.) og fysserne doserer vi træningen resten af tiden, så alle er klar til at jagte tre point i premieren” lyder det fra Lollike.
 

Similar Articles

Top