U17-cheftræner: Træningslejr giver noget andet

Foto: fodboldbilleder.dk
 

U17-cheftræner: Træningslejr giver noget andet
 
U17-holdet er netop vendt hjem fra en fire dage lang træningslejr i Skærbæk, hvor flere forskellige fokusområder var på blokken
 
Mens A-holdets sæson kører på fuld skrue, er De Kongeblås forskellige talenthold endnu nogle uger fra første turneringskamp. I stedet forbereder de sig intensivt til sæsonstarten, og for U17-holdets vedkommende har det blandt andet betydet en træningslejr i Skærbæk fra den 31. juli til den 3. august.
 
Her var op til flere træningspas om dagen på programmet, mens der også blev tid til et oplæg omkring kostvaner for elitesportsudøvere. Derudover boede spillerne sammen i huse i grupper af 5-6 personer, hvor de selv havde ansvar for morgenmad og andre praktiske ting, hvilket lige præcis var en del af ideen med at tage på træningslejr, fortæller U17-cheftræner Christian Sørensen:
 
”Først og fremmest handlede turen om at ryste gruppen sammen og danne et hold på tværs af de to årgange, vi arbejder med. Hver for sig har de leveret gode resultater, men nu er det vores opgave at få dem til præstere sammen, og hvis det skal lykkes, kræver det blandt andet, at man lærer hinanden at kende ud over den normale træning og kamp,” siger cheftræneren med henvisning til det nye kuld af 2001’ere, der over sommerferien er gået fra U15- til U17-fodbold.
 
”Der giver det noget helt andet at være sammen 24 timer i døgnet i fire dage, så der var helt sikkert et socialt aspekt i at tage af sted, men samtidig var der også et miljømæssigt aspekt i det, fordi det har givet os mulighed for at arbejde intensivt med vores værdier og forventninger til hinanden. Det er vigtigt at have på plads, for det sikrer, at vi hver dag kan præstere til både træning og kamp,” fortsætter Christian Sørensen.
 
Træningslejren var naturligvis ikke kun en ryste-sammen-tur, for allerede den 20. august går det løs mod Vejle i første turneringskamp i U17 Ligaen. Derfor skal der naturligvis også arbejdes med det spillemæssige, og da sommeropstarten er noget kortere end vinteropstarten, er det oplagt at tage midler som en træningslejr i brug for at kompensere for det faktum:

”Det var sindssygt vigtigt for os at få spillet en masse fodbold og træne de ting, vi gerne vil forbedre. På en træningslejr har man mulighed for at have spillerne det mere, end man er vant til i hverdagen, og det giver, ud over en masse ekstra træning, også tid til spillersamtaler og til at gå i dybden med de små detaljer i spillet, som der normalt måske ikke er tid til,” lyder det fra Christian Sørensen, der ser tydelige fremskridt i holdet, men også plads til forbedring visse steder:
 
”Jeg synes, vi er langt på de parametre, vi skal være langt på. Formmæssigt kom vi godt tilbage fra ferie, og der har vi nu fået lagt yderligere på og skabt en god base, fordi spillerne har trænet koncentreret og målrettet.”
 
”Vi skal blive endnu stærkere i vores udtryk både offensivt og defensivt, for der er et stykke vej endnu. Allerede her efter træningslejren har både vi i trænerstaben og spillerne dog haft en fornemmelse af, at vi er på vej i den rigtige retning, så det er bare om at arbejde videre med samme vilje og koncentration som hidtil,” slutter U17-cheftræneren.
 
U17-talenterne starter som sagt sæsonen mod Vejle den 20. august – på udebane – og første hjemmebanekamp er derfor først ugen efter. Her gæster AGF’s talenter Lyngby Stadion lørdag den 27. august med kampstart klokken 15.15. I øvrigt spiller U19-holdet inden da ligeledes mod AGF med kampstart klokken 13.00.
 


Top