Islandsk forsvarer ny mand hos De Kongeblå

foto: Lyngby Boldklub

Lyngby henter Hallgrimur Jonasson
 
Lyngby Boldklub har skrevet en 2-årig kontrakt med den islandske forsvarsspiller Hallgrimur Jonasson, der skifter til De Kongeblå fra OB.
 
Hallgrimur Jonasson har igennem flere sæsoner været en profil i Superligaen, og derfor er Lyngby Boldklub glade for i dag at kunne præsentere den 30-årige defensivspiller som ny mand hos De Kongeblå. Den islandske forsvarsspiller, der har båret anførerbindet i OB under Kent Nielsen, skifter med øjeblikkelig virkning til Lyngby Boldklub, der har skrevet en 2-årig kontrakt med stopperen – til stor glæde for cheftræner David Nielsen:
 
”Vi er meget glade for, at det er lykkedes os at hente Hallgrimur til Lyngby. Han er en kompromisløs forsvarsspiller, en dygtig duelspiller og en nådesløs træningsmaskine. Han vil bidrage til, at vi hæver vores niveau til træning og kamp – også mentalt og attitudemæssigt”.
 
”Hallgrimur har en enorm vilje og vindermentalitet, og han skal indgå i vores stærke stopper-team, der nu tæller fire store ledere og to fremadstormende talenter. Vi ønsker Hallgrimur velkommen i kongeblåt, og glæder os allerede til at se ham på banen” fortæller David Nielsen.
 
Hallgrimur Jonasson har i alt spillet 144 kampe i Superligaen for OB og SønderjyskE, der oprindeligt hentede forsvarsspilleren til dansk fodbold fra GAIS i Sverige, hvor han spillede 35 kampe i den bedste svenske række. At Jonasson er en profil understreges af, at han i sidste sæson spillede samtlige af OBs 2.970 minutter i Superligaen.
 
Den 30-årige islænding har underskrevet en 2-årig kontrakt med Lyngby Boldklub.

 

Top