Kristoffer Larsen til Lyngby

Lyngby henter Kristoffer Larsen
 
Lyngby Boldklub har hentet den 24-årige norske kantspiller Kristoffer Larsen i Brann og udstyret ham med en 2-årig kontrakt.
 
De Kongeblå kan i dag præsentere sommerens første forstærkning til Superliga-holdet. Det drejer sig om den norske kantspiller Kristoffer Larsen, som Lyngby har hentet i den bedste norske række hos Brann. Kantspilleren, der hovedsageligt gør sig i venstre side, har skrevet en 2-årig kontrakt med Lyngby Boldklub – og det faktum glæder cheftræner David Nielsen sig over:
 
”Vi er utroligt glade for, at det er lykkedes at hente Kristoffer til Lyngby Boldklub. Han er en rigtig dygtig spiller med en god fart, teknik og spilforståelse, og det er også en spiller som vi har jagtet i flere omgange. Kristoffers profil passer på samtlige præferencepunkter jeg har til vores kantspillere, og når han er på sit bedste er han en elektrisk spiller” fortæller David Nielsen.
 
Kristoffer Larsen har spillet mere end 100 kampe for Brann, og har i karrieren også været en tur forbi Hønefoss hvor han i efteråret 2014 dominerede den næstbedste norske række, lavede 6 mål i 13 kampe og blev kåret til årets spiller i Hønefoss. De gode takter fortsatte i Brann, men på det seneste er han havnet på bænken i Branns spillesystem og har derfor været på markedet efter mere spilletid. David Nielsen er dog ikke i tvivl om, at det nok skal lykkes at få kantspilleren hurtigt i gear til dansk fodbold:
 
”Han kommer fra en storklub i skandinavisk målestok, så han er vant til et højt mentalt stressniveau fra omgivelserne. Kristoffer skal selvfølgelig omstille sig lynhurtigt til et nyt land og en bedre liga, og den opgave har min stab alle værktøjerne til at hjælpe ham med. Både fodboldmæssigt og mentalt” lyder det fra David Nielsen.
 
Kristoffer Larsen har underskrevet en kontrakt frem til 30. Juni 2018, og støder til Lyngby Boldklub Superliga-trup i forbindelse med sommerens første træning den 20. Juni.
 


Top