Lyngby-spillerne rejser på mandag en uge til Tyrkiet på træningslejr

Foto: fodboldbilleder.dk

Intens træningslejr venter De Kongeblå

De Kongeblå er klar til en ugelang træningslejr i Tyrkiet, som byder på et tætpakket fodboldprogram og mulighed for at styrke sammenholdet yderligere

Det er vinterferie i det danske land, og for mange betyder det, at turen går mod varmere himmelstrøg for at oplade batterierne. Det samme er tilfældet for Lyngby Boldklubs førstehold, som på mandag rejser mod Antalya i Tyrkiet, hvor en ugelang træningslejr venter. Til forskel fra familien Danmark kommer De Kongeblå imidlertid ikke til at ligge på den lade side, for der er planlagt et tætpakket program med en-to træningspas hver dag, en træningskamp mod ligarivalerne Silkeborg, taktisk træning og møder samt selvfølgelig sociale arrangementer.

”Vi rejser afsted som en intakt enhed, både trænere, spillere og resten af staben, og vi rejser afsted med et altoverskyggende mål om at forbedre os på alle tænkelige parametre. Vi skal gennem en masse træningspas, vi har en på papiret rigtig god træningskamp mod Silkeborg, og så skal vi i det hele taget arbejde på nogle af de ting, der kommer til udtryk på banen,” siger Lyngby-cheftræner David Nielsen.

De Kongeblå har i opstarten været ramt af skader til flere forskellige spillere, men der er heldigvis bedring at spore på den front. På træningslejren kommer trænerstaben nemlig til at råde over en næsten intakt spillertrup, hvor kun Jeppe Kjær bliver hjemme for at pleje sin skade, hvilket så til gengæld giver plads til blot 16-årige Jens Odgaard, som til daglig gør sig enten på klubbens U17- eller U19-mandskab.

”For mig er det en klar fordel, at vi kan være sammen med spillerne 24 timer i døgnet, og samtidig kommer spillerne også til at opleve os trænere i andre omgivelser og situationer, end de er vant til. Vi får i det hele taget tid til at lave nogle andre ting, end vi laver hjemme i Danmark, og det kommer til at give os alle et kæmpe løft i forberedelserne til sæsonstarten,” lyder det fra David Nielsen, der fortsætter:

”Hvis sammenholdet skal fungere optimalt, skal man vinde fodboldkampe, for det er det kraftigste våben, man har som fodboldtræner. Desværre skal vi vente tre uger endnu, før det for alvor går løs, men det vi i stedet kan gøre her og nu, det er at bygge relationerne endnu stærkere og sørge for at få det maksimale ud af hinanden, både trænere og spillere. Det er en træningslejr netop en oplagt mulighed for at gøre,” slutter cheftræneren.

De Kongeblå rejser fra Danmark tidligt mandag morgen den 22. februar og vender hjem igen sent mandag aften den 29. februar. Træningskampen mod Silkeborg spilles om eftermiddagen lørdag den 27. februar.

 

Similar Articles

Top