Styrkeprøve venter De Kongeblå i DBU Pokalen

Onsdag aften ruller bolden igen på Lyngby Stadion. For første gang i sæsonen kan De Kongeblå byde velkommen til pokalfodbold på hjemmebane – modstanderen er Randers FC.

Efter to modstandere var lavere rækker venter der Lyngby særdeles kompetent modstand, når De Kongeblå onsdag aften på hjemmebane tager imod Randers FC fra toppen af den danske Superliga. Her får Lyngby muligheden for at teste formen af mod et af de mest formstærke hold fra den bedste danske række, for det er et Randers-mandskab, der har tur i den.

Aktuelt ligger Colin Todds nummer to i Superligaen og det giver De Kongeblå gode muligheder for at vise, hvad man kan. Alt er at vinde og intet er at tabe – og det plejer at være en god opskrift på Lyngby Stadion, hvor Lyngby-spillerne sidste år strøg forbi to Superliga-mandskaber inden FCKs milliondyre mandskab – lidt heldigt ifølge nogen – snuppede pladsen i semifinalen.

Endnu er DBU Pokalen "blot" i 3. runde, men ikke desto mindre vil De Kongeblå gøre alt for at gøre livet surt for kronjyderne. Timingen kunne ikke være bedre – Lyngbys formkurve er god, og senest fik HB Køge ørene i maskinen. Lyngby vandt med 7-1, strøg alene i spidsen af NordicBet Ligaen og må nu være tændte som aldrig før på Randers-kampen.

Cheftræner Jack Majgaard Jensen har lavet to ændringer i sin trup i forhold til kampen i Herfølge. Ud af truppen glider Patrick Mortensen og Jeppe Brandrup, og det giver plads til Andreas Ravn Nielsen samt anfører Mathias Tauber.

Der er kick-off på Lyngby Stadion klokken 19.00 – køb din billet for blot 60 kr. ved at klikke her.

Lyngbys trup mod Randers FC:
1. Nicklas Højlund, 2. Mathias Mejer Knudsen, 4. Mathias Tauber, 5. Valon Ljuti, 6. Rasmus Minor Petersen, 7. Jesper Christjansen, 9. Lasse Fosgaard, 13. Vito Hammershøy-Mistrati, 14. Philip Rasmussen, 15. Lee Rochester, 17. Casper Højer Nielsen, 18. Andreas Ravn Nielsen, 19. Kristian Lindberg, 21. David Katz Boysen, 22. Bror Blume, 24. Thomas Sørensen, 26. Frederik Gytkjær, 31. Kristian Joensen


Top