U17-holdet fik enkelt point mod Esbjerg

Årets sidste ligakampe i U17 og U19-ligaen blev afviklet lørdag, hvor Esbjerg havde sendt deres to bedste U-mandskaber til Lyngby. U17-holdet fik 1-1, mens Esbjerg blev danmarksmestre med en 2-1-sejr.

Lyngby Stadion lagde græs og omgivelser til årets sidste kampe i U17 og U19-ligaen for Lyngbys vedkommende. Modstanderen for begge mandskaber var Esbjerg og i U17-kampen blev det til en pointdeling, som gæsterne sikrede i overtiden. Lyngby spillede en fin første halvleg og styrede løjerne, mens kampen generelt faldt i tempo i 2. halvleg.

Jacob Bruun tegnede sig for kampen første scoring, men i overtiden sikrede Esbjerg sig så 1-1 efter en dødbold. Resultatet ærgrer U17-cheftræner Søren Hermansen, der dog ser perspektiver i sin trup: "De sidste 7-8 kampe har virkelig vist nogle spændende ting, også set i lyset af at hovedparten af spillerne er førsteårs. Det har generelt været et flot forår, hvor drengene virkelig har løftet niveauet i forhold til efteråret" fortæller Søren Hermansen.

Snævert nederlag til U19
Efter U17-holdets point skulle U19-mandskabet på en svær opgave mod Esbjerg. En sejr til gæsterne fra vestjylland ville sende mesterskabet til Esbjerg, mens en Lyngby-sejr ville spille afgørelsen og titlen over i hænderne på FC Nordsjælland. At Esbjerg var forhåndsfavoritter var dog ikke til at se i kampens indledning. 

Lyngby kom således foran på en fremragende scoring af Simon Raahave allerede efter 3 minutters spil. Og selvom Esbjerg kom hurtigt tilbage, så havde Lyngby stor ære af kampen. De unge talenter var således mest i boldbesiddelse og leverede også gode individuelle præstationer – blandt andet ved Lamin Samba, Rasmus Gaudin og Sebastian Grubak, der ellers blev rokeret noget rundt i kampens forløb.

De Kongeblå blev dog aldrig rigtigt farlige, og derfor endte det hele med en Esbjerg-sejr. Det ærgrer holdet, hvor mange spillede deres sidste ungdomskamp for U19: "Vi ville naturligvis gerne bygge videre på den flotte periode, og jeg synes at drengene kommer godt ud til kampen og viser god energi. Selvom de kommer hurtigt tilbage, så fortsætter vi med at holde os til planen, men har svært ved for alvor at komme igennem. Esbjerg er trænet godt og er et svært hold at spille imod, så stort tillykke til dem" fortæller U19-cheftræner Thomas Lollike.

Mens U19-holdet nu er klar til sommerferie, så venter der U17-holdet en semifinale i Landspokalturneringen. U17-holdet spiller således allerede på torsdag ude mod B93 klokken 19.00.

Similar Articles

Top