fbpx

De seneste uger har landets dyreste ben løbet rundt og trænet i det nordsjællandske, inden der ventede kampe mod henholdsvis Irland og Georgien, og i mandags tog de danske drenge revanche for den skuffende 1-1-remis mod Irland, da de viste klassen og hev en 5-1-sejr hjem mod Georgien. I den kamp scorede den tidligere Lyngby-spiller Yussuf Poulsen blandt andet, og vi har her efter kampene taget et kig på, hvem der udgør de bedste mandlige fodboldspillere i hele landet. For at nå landsholdet er et nåleøje, og det er endda et meget lille et af slagsen. I Danmark er der mere end 300.000 aktive fodboldspillere, men hvilke akademier kommer vores landholdsstjerner egentlig fra?

Vi har udarbejdet en liste for det nuværende landshold, som I kan se nederst i artiklen. Det spændende med kongeblå øjne det er, at Lyngby er en af topscorerne, hvor vi sammen med Brøndby har haft flest landsholdspillere igennem vores akademier. På det nuværende landshold er hele fem spillere enten fra eller gået professionelt via vores akademi, og i foråret havde Christian Gytkjær også en vigtig fod med i det vanvittige comeback mod Schweiz, og det er vi stolte af:

“Vi skal lykkes med 100% af vores talenter, og det er noget, som vi har som strategisk mål, og som vi siger højt til hinanden. Det kan lyde lidt frelst, men det er faktisk rigtigt. Hvis alle har det godt uanset hvilken hylde, de er på, så bidrager det til fællesskabet og altså også til talentudviklingen for den øverste hylde. Vi har fokus på vores unge talenter og således også på klubbens produktivitet. Som klub er Lyngby meget stolte af, at vi kan være med til at levere talenter, der kan nå helt op på landsholdet. Vores klub udvikler sig hele tiden, og vi har for nylig indført en ny struktur, hvor akademiet kommer endnu tættere på førsteholdet. Det giver førsteholdsteamet større kendskab til de unge, giver mulighed for mere samtænkning og fokus på tværs af holdene. Det, tror vi på, vil give endnu flere kongeblå-talenter fra os ud i Europa og på landsholdet i fremtiden” siger sportschef i Lyngby Boldklub, Birger Jørgensen.

Torsdag blev det nye landstrænerteam præsenteret i form af Kasper Hjulmand og Morten Wieghorst, og selvom man måske husker de to herrer for deres karrierer i FC Nordsjælland, så har begge faktisk fået deres fodbolduddannelse i Lyngby BK. Wieghorst startede sin spillerkarriere i Lyngby, og Hjulmand begyndte sin trænerkarriere hos De Kongeblå, hvilket man også godt kan være stolte af ude på Lundtoftevej:

“Jeg har fulgt Kasper som træner helt fra starten, og det var tydeligt, han havde et flair for trænergerningen. I sin tid i Lyngby udviklede han sig rigtig meget, og han nåede også at sætte nogle tydelige spor i klubben, hvor han også var med til at udfordre, hvordan tingene blev gjort. Sidenhen har han også gjort det rigtig fornuftigt i FC Nordsjælland, og det er en flot milepæl for ham at blive udnævnt til kommende landstræner, hvor jeg er sikker på, at han har kompetencer til at gøre det rigtig godt” siger Lyngbys sportschef, Birger Jørgensen.

Disse akademier kommer landsholdets spillere fra:

Målmænd:
Kasper Schmeichel – Manchester City
Frederik Rønnow – AC Horsens
Jesper Hansen – FC Nordsjælland

Forsvar:
Mathias “Zanka” Jørgensen – B93
Simon Kjær – FC Midtjylland/AC Horsens
Peter Ankersen – Esbjerg fB
Andreas Christensen – Brøndby IF
Jens Stryger Larsen – Brøndby IF
Henrik Dalsgaard – Møldrup/Tostrup IF
Riza Durmisi – Brøndby IF
Victor Nelsson – FC Nordsjælland (Hornbæk)
Andreas Bjelland – Lyngby Boldklub

Midtbane:
Lasse Shöne – Lyngby Boldklub (Taastrup)
Christian Eriksen – Odense Boldklub (Middelfart)
Thomas Delaney – FC København
Pierre Emile-Højbjerg – FCK/BIF
Anders Christiansen – Lyngby Boldklub (GVI)
Robert Skov – Silkeborg IF
Daniel Wass – Brøndby IF
Lukas Lerager – Akademisk Boldklub

Angreb:
Jacob Bruun Larsen – Lyngby Boldklub (Hornbæk)
Martin Braithwaite – Esbjerg fB/ FC Midtjylland
Nicolai Jørgensen – Akademisk Boldklub
Kasper Dolberg – Silkeborg IF
Yussuf Yurary Poulsen – Lyngby Boldklub

Læs også: U17-talenterne pokalmestre med sejr over FCN

Læs også: Der er åbnet for sæsonkortfornyelse!

Læs også: Superligaprogram fastsat

Du kan se flere billeder og indhold om Lyngby Boldklub på vores Facebook,Instagram, LinkedIn og Twitter.

Foto (c) fodboldbilleder.dk