Forrygende kongeblå sejr over Randers FC

Lyngby Boldklub tog her til eftermiddag en forløsende 2-1-hjemmesejr over Randers FC. Gudjohnsen og Gytkjær stod for målene.

Der var lagt op til fest på og omkring Lyngby Stadion, da De Kongeblå i dag tog imod Randers FC.

Før kampen havde der været Lyngby Dag med masser af glade børn på banerne rundt om Lyngby Stadion, og de leverede sammen med resten af de kongeblå fans god opbakning til holdet kampen igennem.

Kampen levede da også op til den flotte opbakning, og De Kongeblå kom godt fra land i opgøret.

David Nielsens tropper var bedst på bolden i kampens indledning, men det udmøntede sig ikke for alvor i store chancer til at starte med. Tættest på var Marcel Rømer med et langskud efter et kvarter, men forsøget gik forbi mål.

Randers FC viste sig også i momenter fint frem, og specielt på banens sidste tredjedel, viste de sig skarpe i kombinationerne. Et forsøg fra kanten af feltet var dog det farligste fra ’Hestene’, og her viste Jannich Storch stor sikkerhed, da han holdt forsøget.

Herefter blev kampen mere livlig, og De Kongeblå appellerede af et par omgange for straffespark på henholdsvis Andri Gudjohnsen og Tobias Storm, som i øvrigt spillede en forrygende kamp på højrebacken.

Efter 29 minutter kom kampens første større chance, da Jonathan Amon blev sendt alene igennem mod Randers FC’s målmand i venstresiden, men en Randers-spiller kom akkurat tilbage og fik forpurret friløberen, hvorfor Amon måtte nøjes med en hårdt presset afslutning, der sad lige på målmanden.

Minuttet efter satte Lyngby Boldklub gang i et flot angreb, der endte med et hovedstød fra Andri Gudjohnsen, men Patrik Carlgren hev en fin redning frem helt oppe under overliggeren.

De Kongeblå spillede en flot første halvleg, men efter 37 minutter blev forudsætningerne for sejr endnu bedre, da Mikkel Kallesøe fik vist marchordre via sit andet gule kort. Begge gule kort blev desuden fremtvunget af Jonathan Amon.

Lyngby Boldklub pressede på i slutningen af første halvlegen, men det blev ikke til mål, hvorfor der stod 0-0 på måltavlen ved pausefløjt.

Efter pausen fortsatte Lyngby Boldklub med at sidde på kampen, men Randers-defensiven stod fornuftigt i anden halvlegs indledning. Jonathan Amon havde bud efter en 1-0-scoring, men den sidste skarphed manglede.

Efter 59 minutter kom den forløsende scoring dog. Randers-målmand Patrik Carlgren var for længe om at få afviklet en aflevering, hvorfor Jonathan Amon fik blokeret hans aflevering. Bolden fløj over til Andri Gudjohnsen, som køligt satte bolden i det tomme net til 1-0.

Glæden varede dog kort for Lyngby Boldklub, da Randers FC fik udlignet ved Wessel Dammers efter en dødbold.

Herfra blev den vilde kongeblå jagt på 2-1-scoringen dog sat ind, og der var flere gode optræk til store chancer til hjemmeholdet.

Presset fra David Nielsens drenge udmøntede sig dog i en forløsende scoring med 10 minutter igen.

Pascal Gregor drev bolden fremad i højresiden, og så lagde han et knivskarpt indlæg i Randers-feltet. Her kom indskiftede Frederik Gytkjær flyvende, og han pandede flot bolden i netmaskerne til 2-1.

Afslutningen på kampen var højspændt, men det blev ikke til flere mål i hverken den ene eller anden ende af banen.

Derfor kunne De Kongeblå juble over en forløsende 2-1-sejr efter seks minutters overtid.

Næste opgave for Lyngby Boldklub er allerede på fredag, hvor turen går til Odense for at møde OB.

Lyngby Boldklub – Randers FC

05.05.24 Kl. 14:00 på Lyngby Stadion

2-1 (0-0)

1-0, Andri Gudjohnsen (59 min)

1-1, Wessel Dammers (64 min)

2-1, Frederik Gytkjær (81 min)

Lyngby Boldklub: Jannich Storch, Tobias Storm (77. Willy Kumado), Pascal Gregor, Lucas Lissens, Andreas Bjelland, Kolbeinn Finnsson (90+ Brian Hamalainen), Marcel Rømer, Casper ‘Dani’ Winther (70. Frederik Gytkjær), Sævar Magnusson, Jonathan Amon (70. Tochi Chukwuani), Andri Gudjohnsen.

Tilskuertal: 4.205

Foto: Fodboldbilleder.dk

Seks point ud af ni mulige i Farum

Abdullah Aslani er udtaget til nordmakedonske U18-landshold

Dommerne er også en del af fodboldfamilien

0
    0
    Din kurv