Hård fight på GF Cuppens 2. dag

Der var hårdt fight samt et kort, men massivt, regnskyld på menuen, da GF Cuppens 2. spilledag blev afviklet. Den bød blandt andre på sejr til Brøndbys og Malmös U17-hold.

GF Cuppen kører derudaf for 23. gang og tirsdag var endnu en velbesøgt dag på banerne ved Lyngby Stadion. De kongeblås egne hjemmehold sad over, og overlod scenen til blandt andre Brøndby, Malmö, Brighton og Southampton.

Brøndby lagde for mod Stabæk, mens Malmö samtidig satte Brighton i stævne. Brøndbys kamp blev relativt spændende med flere gode opspil i begge ender. Stabæk havde bestemt deres muligheder for at score mere end det ene mål, som de til sidst forlod banen med. Brøndby var derimod skarpe når det galt, og derfor var det ikke ufortjent at de blå-gule fra Vestegnen snuppede en sejr på 3-1. Dermed har Brøndby maksimumpoint efter deres to første kampe.

Kampen mellem Malmö og Brighton blev en fysisk præget duel, der først fandt sin afgørelse i 2. halvleg. Begge mandskaber gik godt til stålet, og Malmö fulgte godt med de fysisk stærke engelske spillere. Kampen tippede længe og der var sporadiske chancer i begge ender, men til sidst var det alligevel Malmö som kunne juble over en sejr.

Sejr var der også til Randers Freja i U17-rækken, hvor modstanderen var Landskrona. Kronjyderne styrede slagets gang fra første fløjt og førte 2-0 ved pausen. I 2. halvleg blev den føring fordoblet og Randers forlod derfor banen med en sejr på hele 4-0.

I U19-rækken ventede endnu 2 spændende opgør. Randers Freja mødte sidste års vindere fra Malmö og leverede en ganske fin indsats, der blev belønnet med et enkelt point. Opgøret sluttede således uafgjort 2-2, hvilket betyder at Malmö fortsat fører gruppe A.

I kampen mellem AB og Southampton FC lå en overraskelse og lurede. Akademikerne leverede nemlig en rigtig god præstation og formåede at holde englænderne fra scoringer. Og da man samtidig puttede en enkelt i kassen selv, så snuppede AB en sejr på 1-0 og dermed puster man førnævnte Malmö FF i nakken i gruppe A, hvor kun et enkelt point adskiller de to førerhold.

Similar Articles

Top