Fire tidligere kongeblå med i U21-kamp i Lyngby

Der bliver gensyn med fire tidligere Lyngby-profiler, når det danske U21-landshold sidst på måneden spiller venskabskamp på Lyngby Stadion.

Både Ryan Johnson Laursen, Yussuf Yurary Poulsen, Frederik Sørensen og Christian Nørgaard er således blandt U21-landstræner Jess Thorups udvalgte til træningskampen mod USA. Dermed kan de fire spillere glæde sig til et genbesøg i den klub, der for alvor skubbede deres karrierer i gang. 

Yussuf Poulsen er med 39 kampe og 12 scoringer den spiller af de fire, der har optrådt flest gange i den kongeblå. Også Ryan Johnson Laursen er deroppe af med 32 kampe og 2 scoringer, mens både Christian Nørgaard og Frederik Sørensen blev solgt til udlandet før karrieren for alvor tog fart. Frederik Sørensen blev som U19-spiller solgt til Juventus, mens Christian Nørgaard lige akkurat nåede at få sin Lyngby-debut i 2011 inden turen gik til tyske HSV.

Nu vender de fire unge spillere så tilbage – og missionen er klar: Landstræner Jess Thorup skal overbevises om, at de også skal være i den trup, der til sommer spiller EM. ”Det er jo sidste samling inden vi samles igen til EM, så derfor er det af stor betydning at vi bliver matchet på højeste niveau – og det gør vi især mod Portugal. USA er et hold, der bliver en anden form for udfordring, da det er et hold vi ikke kender så meget til. Begge kampe er en fantastisk mulighed for mig at se, hvor står vi henne, hvad skal vi træne og øve os på” fortæller Jess Thorup til DBUs hjemmeside.

Truppen drager i første omgang til Portugal inden turen går tilbage mod Danmark og Lyngby Stadion, der lægger græs til træningskampen den 31. marts. Der er gratis entré. 

Yussuf blev årets U21-talent
Ved offentliggørelsen af truppen blev det samtidigt offentliggjort at Yussuf Poulsen er kåret til Årets U21-Talent efter en flot start på tilværelsen hos RB Leipzig, der hentede offensivspilleren i Lyngby for lidt over halvandet år siden.

”Yussuf Poulsen har haft en rigtig god sæson i Leipzig med masser af spilletid og otte mål. Han har været en vigtig brik i U21-landsholdets succes med blandt andet fire mål. Yussuf har formået at tage det store og måske sværeste skridt – nemlig debut på A-landsholdet og har nu spillet tre A-landskampe. Yussuf er allerede blevet et etableret navn i tysk fodbold og er på rygtebørsen et varmt navn i flere store tyske klubber. Det bliver spændende at følge Yussuf i fremtiden” lyder det i motivationen af valget fra landstræner Jess Thorup.

Top