Dobbelt David i 2-0-sejr over Roskilde

Lyngby spillede ikke nogen prangende kamp, men på to scoringer af David Boysen lykkedes det alligevel at snuppe alle tre point i hjemmekampen mod FC Roskilde. De Kongeblå vandt med 2-0.
En ligamæssig stime skulle fortsættes, men pokalnederlaget mod Randers fra midtugen skulle revanceres, da De Kongeblå søndag eftermiddag bød oprykkerne fra FC Roskilde op til dans på Lyngby Stadion for anden gang i sæsonen. Første opgør endte med en Lyngby-sejr på 3-1, så det var gæsterne der reelt havde mest oprejsning til gode – den fik de dog ikke denne gang.
Efter en jævnbyrdig start satte Lyngby sig på opgøret og fik kampens første chancer. Efter 12 minutter kulminerede en godkendt Lyngby-indledning, da Vito Hammershøy-Mistrati efter et godt angreb sendte kuglen på overliggeren – riposten endte for fødderne af Frederik Gytkjær, men hans scoring blev annuleret for offside.
FC Roskilde satsede primært på omstillinger og dybe stikninger til de to hurtige forwards Bajram Fetai og Emil Nielsen. De Kongeblås defensiv var dog særdeles påpasselige og fik lukket rigtig godt ned for de farlige herrer. Et frispark var således den bedste mulighed for gæsterne, da Bajram Fetai efter et kvarters spil hamrede bolden på overliggeren.
10 minutter senere var Kristian Lindberg – lidt tilfældigt dog – ved at bringe Lyngby foran, men der skulle en fejl fra gæsternes defensiv til, før dødvandet blev brudt. En ellers udmærket målmandsaktion af Mads V. Petersen sikrede keeperen bolden, men hans igangsætning over mod Simon Richter blev alt for kort og så kunne David Boysen let sparke Lyngby foran i et tomt mål.
Tempoet faldt en smule efter målet, og det gav muligheder til gæsterne. Helt farligt blev det dog aldrig udover et fint angreb og en Lyngby-blokade til hjørnespark – delvist fordi målmand Nicklas Højlund var stærk i buret.
Anden halvleg startede med et nyt Lyngby-tryk og det gav pote. David Boysen kunne efter fem minutter bringe Lyngby på 2-0 direkte på frispark og dermed notere sig for sæsonscoring nummer 12. Målet tog pusten fra gæsterne, der aldrig rigtigt formåede at svare igen – og da Lyngby var fint tilfredse med stillingen skabte det en tempoforladt 2. halvleg.
Enkelte gange lykkedes det dog at gøre tilnærmelser i begge ender. For Lyngbys vedkommende var Frederik Gytkjær og Mathias Mejer Knudsen ophavsmænd til de bedste mulighed, mens særligt hjørnespark skabte chancer til gæsterne fra Roskilde. I en enkelt situation måtte Mathias Tauber sparke væk fra målstregen, og mod slutningen fik Emil Nielsen så chancen i åbent spil – hans hårde afslutning dykkede dog ikke nok til en scoring bag Nicklas Højlund.
Det slutter derfor med en ny Lyngby-sejr på hjemmebane, hvor Lyngby fortsat er ubesejrede i NordicBet Ligaen i denne sæson. De Kongeblås næste opgave er udekampen mod FC Fredericia næste weekend.
Match Facts:
Lyngby BK – FC Roskilde 2-0 (1-0)
1-0 David Boysen (31), 2-0 David Boysen (50)
Lyngbys startopstilling:
1. Nicklas Højlund – 9. Lasse Fosgaard, 4. Mathias Tauber (c), 12. Mads Nordam, 2. Mathias Mejer Knudsen – 14. Philip Rasmussen (<-> 7. Jesper Christjansen (71)), 13. Vito Hammershøy-Mistrati – 15. Lee Rochester, 26. Frederik Gytkjær (<-> 5. Valon Ljuti (83)), 21. David Katz Boysen – 19. Kristian Lindberg (<-> 11. Patrick Mortensen (59)).
Ikke benyttet: Kristian Joensen, Rasmus Minor, Casper Højer, Bror Blume.
Advarsler:
Andreas Lissau, FC Roskilde
Tilskuere: 1.212 tilskuere på Lyngby Stadion

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products