Gytkjær grundlagde ny Lyngby-sejr

Lyngby leverede en rigtig god og kontrolleret indsats søndag eftermiddag, da De Kongeblå besejrede HB Køge med 2-0. Frederik Gytkjær og Mathias Mejer scorede for Lyngby.
Lyngby havde søndag eftermiddag besøg af HB Køge på Lyngby Stadion, og der skulle De Kongeblå forsøge at fortsætte stimen fra midtugen – godt nok var en ny 10-0-sejr nok for meget at ønske sig, men mindre kunne også gøre det for de knap 1.000 fans på Lyngby Stadion.
Kampen startede jævnbyrdigt med et par løse muligheder i begge ender. I det 2. minut fik HB Køge et frispark, der dog ikke førte det store med sig. Og i den anden ende trykkede Casper Højer af fra distancen, men forbi mål. Lyngby var mest og bedst på bolden, og lykkedes fint med at spille rundt på græstæppet – og efter en halv times spil begyndte chancerne også at komme.
Det var 6-målsskytten fra forleden, Frederik Gytkjær, der fik de første store Lyngby-muligheder. Tre gange fik offensivspilleren afsluttet kvalificeret, men gæsternes forsvar kastede heroiske blokader i vejen for nye Gytkjær-scoringer. Og målmand Frederik Due havde heller ikke nogen dårlig dag i buret.
Første halvleg endte derfor målløst på trods af plusser i Lyngby-bogen, og i 2. halvleg fortsatte spillet fra de første 45 minutter. Lyngby kreerede en del chancer, og efter knap en times spil var Frederik Gytkjær igen tæt på, da han med en halvt liggende flugter testede sin navnebror Due i målet – dog igen med HB Køge-keeperen som vinder.
Men efter 63 minutter lykkedes det endelig for Gytkjær. Jeppe Brandrup smækkede en hård, flad bold ind i feltet og her var Gytkjær skarpest, og sendte læderet i nettet til en fortjent Lyngby-føring.
Lyngby var generelt i kontrol kampen igennem, og der var defensivt fint styr på de teknisk dygtige brasilianere. Bedste HB Køge-mulighed i anden halvdel af 2. halvleg kom efter at Kristian Andersen slap igennem med Nicklas Højlund, der dog fik klaret ærterne i samspil med Jeppe Brandrup.
Mod slutningen faldt tempoet en smule, og eneste plet på en ellers god kamp var, at De Kongeblå nok faldt en smule for langt tilbage. HB Køge kunne holde presset, og det gav muligheder til Nikolaj Hansen, der dog måtte nøjes med et hjørnespark. Her var HB Køge farlige, og Luka Bogdan var lige ved at få plads til en afslutning tæt under mål – han måtte dog nøjes med et nyt hjørnespark, hvor Bruninho fik afsluttet – men igen uden held.
Lyngby forsvarede sig glimrende i slutfasen, og samtidig lurede De Kongeblå på omstillinger – og det gav pote to minutter før tid. Indskiftede Kristian Lindberg pressede gæsternes sidste mand til en fejl midt på banen og det gav ligeledes indskiftede Mathias Mejer chancen alene med Frederik Due – her var Mejer kølig og sendte fint bolden i målet på et flot lob til en fortjent Lyngby-sejr.
Med 2-0 over HB Køge går Lyngby forbi Vendsyssel i tabellen og lægger sig på 3. pladsen i NordicBet Ligaen.
Match Facts:
Lyngby BK – HB Køge 2-0 (0-0)
1-0 Frederik Gytkjær (63), 2-0 Mathias Mejer Knudsen (88)
Lyngbys startopstilling:
1. Nicklas Højlund – 20. Jeppe Brandrup, 24. Thomas Sørensen, 4. Mathias Tauber, 17. Casper Højer Nielsen, 14. Philip Rasmussen, 5. Valon Ljuti, 21. David Katz Boysen (<-> 2. Mathias Mejer Knudsen (86)), 26. Frederik Gytkjær (<-> 19. Kristian Lindberg (75)), 8. Martin Andersen (<-> 9. Lasse Fosgaard (60)), 11. Patrick Mortensen
Ikke benyttet: Kristian Joensen, Mads Nordam, Vito Hammershøy-Mistrati, Lee Rochester
Advarsler:
Mathias Tauber, Lyngby BK
Philip Zinckernagel, HB Køge
Tilskuere: 992 på Lyngby Stadion

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products