Lyngby starter op mod blandt andre Rostock FCK og AB

Lyngby Boldklubs førsteholdstrup er tilbage på træningsbanerne efter endt ferie. De kongeblås opstartsprogram skydes igang med fem træningspas i denne uge som optakt til sommerens træningskampe, hvor Lyngby blandt andet møder FC København, AB og Hansa Rostock.

Lyngby BKs spillere er efter nogle ugers ferie tilbage på træningsbanerne ved Lyngby Stadion. Opstartsprogrammet indeholder naturligvis et hav af træningerne, således at de kongeblås spillere kan nå at finde både den fysiske form og kampformen, inden det for alvor går løs med kampene i Betsafe Ligaen, der skydes igang den 29. juli.

Hen over sommeren skal de kongeblå spille syv træningskampe. Lyngby lægger ud med fire udebanekampe – først møder man BK Häcken på mandag inden de danske sølv-vindere fra FC København agerer træningsmodstander den 29. juni. I starten af juli drager Lyngbys førsteholdstrup et smut syd for grænsen, hvor man over to dage møder FC Hansa Rostock og TSG Neustrelitz.

Er man ikke til udebane-opgør så er første chance for at opleve de kongeblå på hjemmebane den 14. juli, hvor modstanderen endnu ikke er fundet. Opstarten sluttes af med yderligere to hjemmekampe mod lokalrivaler fra Betsafe Ligaen. Først kommer AB på besøg den 18. juli og tre dage senere er det så Brønshøjs tur, til at besøge Lyngby Stadion.

Du kan følge opstarten frem mod den kommende sæson her på hjemmesiden samt på Facebook

NBL
Top