Anfører Mathias Tauber ser en klar udvikling i holdet

foto: fodboldbilleder.dk
Lyngby-spillerne er blevet til vindere
Anfører Mathias Tauber ser en klar udvikling i Lyngby-holdet, der i højere grad end tidligere udstråler vindermentalitet – også på dage, hvor spillet ikke helt sidder i skabet.
Lyngby Boldklub har ikke tabt i de seneste syv ligakampe, hvor det er blevet til fem sejre og to uafgjorte, og man skal således næsten to måneder tilbage for at registrere seneste nederlag. Det fandt sted i Roskilde uden Lyngby-anfører Mathias Tauber, der måtte se til fra sidelinjen med en skade, som han først blev kvit kampen efter mod Næstved. Med Tauber som krumtap i centerforsvaret har De Kongeblå som nævnt ikke tabt siden, og han er da også godt tilfreds med sin seneste form:
”Jeg synes, jeg har leveret stabilt i de seneste præstationer. Jeg er lidt ærgerlig over vores seneste hjemmekamp mod Vestsjælland, 4-4-kampen, men den er jeg mest ærgerlig over som hold, for når holdet ikke fungerer, så fungerer man heller ikke individuelt. Generelt i det brede perspektiv er jeg godt tilfreds med mine præstationer, og jeg ret sikker på, at mine to trænere også er tilfredse, og det er ligesom det, jeg måler på,” siger Lyngby-kaptajnen og fortsætter:
”Jeg er min egen værste kritiker, så hvis jeg kan se mig selv i øjnene og sige, at jeg har leveret det, jeg kunne, så er jeg tilfreds. Får man samtidig ros fra trænerteamet, så er det bare ekstra krymmel på lagkagen. Jeg bliver naturligvis aldrig 100 % tilfreds med mine egne præstationer, da der til stadighed vil være ting, jeg kan udvikle. Jeg bestræber mig konstant på at blive bedre, og det er en af de ting, der driver mig fremad, og som jeg har for øje.”
Lyngby topper Bet25 Ligaen á point med Vendsyssel og med et pænt spring ned til de efterfølgende hold, og ambitionen om oprykning til Superligaen ser derfor ganske fornuftig ud for tiden. Det skyldes ifølge Tauber et godt miks af marginaler og ikke mindst David Nielsens store arbejde med at implementere en vinderkultur blandt spillerne:
”Der vil nok være nogen, der siger, at vi har haft marginalerne med i nogle kampe, og det har vi givetvis også, men det er jo sådan i løbet af en sæson, at det går meget lige op i sidste ende, så det hænger jeg mig ikke så meget i. Jeg synes egentlig, det er fortjent, at vi ligger, som vi ligger og har fået de point, vi har fået,” siger Lyngby-midtstopperen, inden han tilføjer:
”David arbejder jo rigtig meget med, at vi skal være et vinderhold, og det synes jeg i den grad man kan se, at vi har udviklet henover efteråret. Der er vinderattitude fra samtlige spillere, uanset om det er de 11, der starter, eller dem, der bliver skiftet ind, og jeg synes, der bliver arbejdet stenhårdt for pointene. Så er der nogle kampe, hvor tingene lykkes bedre end andre, men på de dage, hvor spillet ikke er lykkedes så godt, er der netop blevet arbejdet og kæmpet igennem. Så jeg synes, det er helt fortjent, at vi ligger, hvor vi gør.”
Hvis Tauber og holdkammeraterne fortsat skal indtage Bet25 Ligaens førsteplads efter kommende spillerunde, kræver det en sejr på torsdag mod Næstved. Selvom Mogens Kroghs tropper er oprykkere, har de flere gange i sæsonen vist sig som et ganske kompetent mandskab, og derfor kræver Lyngby-anføreren også fuld fokus:
”De vandt senest over Roskilde, og som det er sagt mange gange, er det jo en række, hvor alle kan slå alle, så hvis ikke vi er klar, kan vi sagtens tabe til Næstved. Det bliver en svær kamp, men heldigvis på hjemmebane, hvor vi føler os godt tilpas, så vi går selvfølgelig efter en sejr og endnu en god præstation,” slutter Tauber.
Kampen mod Næstved fløjtes i gang på torsdag klokken 19.00 på Lyngby Stadion.
 

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email

Læs mere fra #LYNGBYBK

Få mere forretning med

LB Morgennetværk

Et aktivt netværk fyldt med passionerede erhvervsdrivende

Vil du vide mere om værdien ved at være partner i Lyngby Boldklub?

Så meld dig til vores B2B-nyhedsbrev herunder. Det er gratis og uforpligtende.

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products