De Kongeblå skal tilbage på sporet

Sønderjyske gæster i morgen Lyngby Stadion i 5. runde af Alka Superligaen. De Kongeblå har hårdt brug for point, efter nederlag i deres sidste tre kampe i ligaen.

Et formstærkt SønderjyskE-mandskab gæster i morgen Kongens Lyngby i en kamp, der kan gå begge veje. Claus Nørgaards hold kommer til kampen med selvtillid. De vandt nemlig i overbevisende stil over AGF i sidste runde og har fået en fin start på Superligaen.

Lyngby har ikke de bedste resultater i bagagen fra deres seneste optrædener. Det er blevet til nederlag på udebane mod både Horsens og Brøndby og i sidste runde tabte de også lokalopgøret imod FC Nordsjælland på hjemmebane. De Kongeblå har til gengæld et godt tag på sønderjyderne. I sidste sæson mødtes de to mandskaber hele fire gange – og alle fire gange kunne Lyngby-spillerne gå sejrrigt fra banen.

Det kan dog blive svært at gentage mod et Sønderjyske mandskab, der har vist flere gode præstationer i årets Superliga. De har vundet stort i Aalborg og viste også klassen i sidste runde, da de vandt stort over AGF.

Sidste år lukkede Lyngby kun et enkelt mål ind i de fire indbyrdes opgør mod sønderjyderne. De dyder skal David Nielsens mandskab i morgen forsøge at finde tilbage til, hvis det skal blive til en sejr foran hjemmepublikummet. Det kan dog blive en svær opgave. Lyngby er nemlig hårdt ramt i de bagerste rækker, hvor skader og karantæner er en stor udfordring.

De to back-spillere Oliver Lund og Michael Lumb blev begge sendt tidligt i bad i sidste runde, og skal derfor se på fra tribunen, når det i morgen går løs. Det er dog ikke de eneste problemer. Lyngby-anføreren, Mathias Tauber, og rutinerede Jeppe Brandrup sidder begge ude med skader og kan derfor heller ikke være med i kampen.

Det er derfor andre folk, som skal få Lyngby-defensiven tilbage på rette kurs. De Kongeblå har lukket hele 13 mål ind i deres seneste tre kampe. Det skal ændres, hvis det skal blive til en sejr. Til opgøret har trænerteamet udtaget 20 mand. Heriblandt er to spillere fra Lyngbys U19-hold i form af Simon Vollesen og Emilio Simonsen, der begge imponerede da Lyngby i reserveholdsturneringen spillede 1-1 med FCK i mandags. Hvem der endelige 18 mand bliver afgøres en time før kampstart når de sidste usikkerheder er testet og ryddet af bordet. Der er kick-off klokken 16.00

Billetter til kampen kan købes her: http://shop.lyngby-boldklub.dk/kampe

Lyngbys trup mod SønderjyskE:
1. Mikkel Andersen (GK), 16. Andreas Larsen (GK), 2. Thomas Guldborg Christensen, 5. Martin Ørnskov, 6. Mathias Hebo, 7. Jesper Christjansen, 9. Lasse Fosgaard, 10. Mikkel Rygaard, 15. Jeppe Kjær, 17. Casper Højer Nielsen, 18. Kevin Tshiembe, 19. Kristoffer Larsen, 21. David Boysen, 22. Bror Blume, 24. Thomas Sørensen, 26. Gustav Marcussen, 28. Oliver Kjærgaard, 30. Hallgrimur Jonasson, 32. Simon Vollesen (U19), 33. Emilio Simonsen (U19).

Kristian Maimann
Kommunikationschef, Lyngby Boldklub
http://lyngby-boldklub.dk

Similar Articles

Top