Stor U13-oplevelse: Til turnering på West Hams Akademi

Weekenden for Akademiets U13-hold bød på en af de rigtig sjove oplevelser, da holdet brugte tre dage i London til Thames Ironworks Cup på West Hams akademi. Turneringen bød på nogle fede og intense dage med i alt fem kampe mod dygtige modstandere.

Det var en gruppe spændte U13-spillere, der tog afsted fra Københavns lufthavn fredag eftermiddag. I London ventede et par dage med masser af fodbold og kampe mod blandt andet Arsenal, Aston Villa og West Ham. Der var derfor lagt op til super fede oplevelser for de unge drenge og matchning på øverste hylde.

Lyngby blev også udfordret i alle kampe og særligt på den fysiske del af spillet var der store opgaver for Lyngby at løse. Turens højdepunkt var uden tvivl en flot kamp mod Arsenal, som dog endte 2-0 til de røde fra London. Lyngby leverede en god præstation med masser af godt spil og gode sekvenser på bolden, som drillede Arsenals pres op til flere gange. Det viste sig dog at være for stor en udfordring for alvor at true modstanderens mål, da deres bagkæde spillede med en ekstrem fart og fysik.

Cheftræner Gustav Rysgaard kunne efter turen se tilbage på mange positive ting.

– Der er rigtig mange ting, som vi kan tage med hjem fra turen – det har på mange måder været en god tur både sportsligt og socialt. Vi spiller rigtig god fodbold i perioder og kan lære meget af de udfordringer modstanderne gav os undervejs. Individuelt har vi masser af spillere, der leverer på et højt niveau, og det er fantastisk at se vores unge drenge til tider matche så stærke modstandere. Det lover godt for fremtiden, fortalte Gustav om turen.

Efter en hviledag mandag skal U13 forsøge at bruge de gode oplevelser og erfaringer, for der venter flere spændende kampe forude. Allerede på lørdag skal de en tur til KB og spille kamp i ligaen.

Husk at det er muligt at støtte Akademiet for 39,-kr. om måneden. Støtter du Akademiet får du løbende nyhedsbreve om arbejdet på Akademiet. Læs mere om det her, og støt Akademiet her. 

I det kommende nyhedsbrev kan du blandt andet læse meget mere om netop U13-turen til London.

Akademiet præsenteres af Sydbank.

#FremtidenErKongeblå

Magnússon: Dejligt at score

Karlsen: Vi er tilfredse med pointet

Lyngby hentede fortjent point i Randers