Efter en kort pause fra ligaen i forrige weekend, var det i lørdags igen tid til aktion for Lyngbys U15, U17 og U19 hold, hvor AabB var forbi Lundtoftevej. U15 og U19 trak sig sejrrigt ud af opgøret, mens U17 desværre måtte se sig slået af Nordjyderne.
Klokken 13:00 tog både U15 og U19 hul på deres opgør.
Hos U15 blev det begivenhedsrigt fra kampens start. Allerede i første minut bragte AaB sig foran efter en uheldig situation i Lyngby-forsvaret. Efter målet skulle spillerne naturligt bruge lidt tid på at finde sig selv, men fik også flot kampen under kontrol derfra. Efter ca. 10 minutter kunne Oscar Wind sætte udligningen ind, da han efter en god bold fra Xander Poulsen lykkedes med at afdrible Aab’s målmand og lægge bolden i mål. I resten af 1. halvleg havde Lyngby styr på spillet og kunne med mere skarphed have bragt sig i front.
I stedet skulle holdet vente til 2. halvleg med at sikre sig føringen. Igen var Oscar Wind på spil efter flot forarbejde af Anton Sindt. De to kombinerede sig fornemt igennem, da Anton stjal en bold på egen banehalvdel. Først spillede de bandespil uden om to AaB-spillere inden Anton sendte Oscar Wind afsted med en stikning, som han lagde ind med venstrebenet.
De sidste 20 minutter var hårdere for Lyngby-holdet, men det lykkedes med en overordnet solid præstation og fight helt til slutfløjt at sikre de tre point. U15-Cheftræner Bertram Gylling var meget tilfreds efter kampen.
– Vi får en uheldig start på kampen, men så snart vi får ro på spillet, synes jeg, at vi er spilstyrende, og i den periode skal drengene have ros for at udføre gameplanen på meget højt niveau. Og så må vi fighte kampen hjem til sidst, hvor AaB får mere initiativ, men jeg synes, at vi både kollektivt og individuelt viser kvalitet, der gør os fortjent til at vinde kampen, siger Bertram.
2-1 sejr til U19
Andetsteds var U19 samtidig i aktion, hvor AaB også bragte sig foran tidligt. Det lykkedes dog Lyngby-holdet at komme tilbage i kampen.
Først udlignede Michael Opoku på straffespark, og sent i 2. halvleg kunne Annas Al Hardan score til 2-1. Generelt var det en uskøn fodboldkamp, som var præget for meget af fejl og dårlige beslutninger. På fight og vilje viste Lyngby dog karakter og formåede også at levere en 2. halvleg med klare forbedringer sammenlignet med kampens første 45 minutter.
Dette kombineret med en flot kamp af Anton Mayland i målet gjorde, at der stod 2-1 til Lyngby på måltavlen efter 90 minutter, og dermed blev det også til tredje sejr på stribe med netop de cifre for U19-holdet.
Tillykke med de to sejre til U15 og U19. I næste weekend er det Horsens, der gæster Lyngby, hvor alle tre hold skal i aktion.
Husk, at det i denne sæson er muligt at støtte Akademiet for 39,-kr. om måneden. Støtter du Akademiet får du løbende nyhedsbreve om arbejdet på Akademiet. Læs mere om det her, og støt Akademiet her.
Akademiet præsenteres af Sydbank.