Nulløsning i chancerig affære på Lyngby Stadion

Der manglede ikke chancer i hverken den ene eller anden ende, men alligevel forblev det målløst i dagens opgør mod Viborg FF, der dermed sluttede 0-0.

Det var med en stort historisk vingesus, at Lyngby Boldklub i dag gik på banen til kampen mod Viborg FF, da det var kamp nummer 1000 for De Kongeblå i landets bedste række.

Alle håbede da også på, at kamp nummer 1000 også inden for kridtstregerne ville blive en god oplevelse, og tilskuerne blev da også underholdt fra start.

Viborg forsøgte fra start af at presse højt på Lyngby Boldklub, og det var medvirkende til et underholdende kampbillede med masser af chancer i de første 45 minutter.

Efter godt og vel et kvarter kom Michael Opoku frem til en kæmpe chance, da Sævar Magnusson gled igennem Viborgs bagerste gelleder og sendte en hård bold ind foran mål. Her kom Michael Opoku drønende, men angriberen fik akkurat ikke ram på bolden.

Herfra gik kampen fuldstændig amok i chancer i begge ender.

Minuttet efter Opokus store chance var det i stedet tæt på at blive til en Viborg-føring, da De Kongeblå smed bolden centralt, og gæsterne kom frem til en stor chance. Magnus Jensen var dog vågen inde på stregen og fik halvklaret. Returen røg op i luften, hvor Ementa vandt duellen og sendte bolden mod kassen. Storch og en forsvarsspiller fik dog i fællesskabet akkurat reddet kastanjerne ud af ilden tæt under mål.

To minutter senere var Michael Opoku igen på spil, da han fra tæt hold sendte et hovedstød afsted. Viborg-keeperen hev dog en stor refleksredning ud af ærmet.

En redning måtte Jannich Storch også præstere få minutter senere, da Viborg spillede sig igennem Lyngby-defensiven. Storch kom dog godt ud af buret og tog sig af afslutningen.

Under et minut senere var Viborg igen tæt på, og denne gang måtte Storch have hjælp af overliggeren, da Ementa headede på tværstangen.

Chancerne fortsatte med at vælte ind i begge ender, og også Michael Opoku fortsatte med at have bud efter et føringsmål. Også Viborgs målmand, Oscar Hedvall, stod dog en god kamp.

Efter en lille halv time var Viborg igen tæt på at bringe sig i front, men igen var Jannich Storch vågen, og selvom der efterfølgende var dømt midlertidigt skydetelt i Lyngby-feltet, så holdt defensiven stand.

Trods et hav af chancer blev det dog ikke til mål i første halvleg, hvorfor der fortsat stod 0-0 på måltavlen ved pausefløjtet.

Anden halvleg blev ikke mindre underholdende, og langt de fleste på Lyngby Stadion må have stået med fornemmelsen af, at 0-0 ikke var et særligt sandsynligt scenarie.

Fem minutter inde i anden halvleg havde gæsterne bud efter et føringsmål, da Ementa opsnappede en løs bold i feltet efter en dødbold. Jannich Storch var dog hurtigt ude og fik gjort vinklen lille.

To minutter efter var det så Jonathan Amon, som bød sig til, da han modtog en aflevering ved bagerste stand. Den vævre kant afsluttede dog over kassen.

Efter 58 minutter kom kampens foreløbigt største chance, og den tilfaldt Michael Opoku, som blev spillet fri af Lauge Sandgrav. Opoku forsøgte at tage et træk udenom målmanden, som dog akkurat fik det yderste af neglene på bolden.

Kampen gik herefter en anelse mere i dvale i forhold til chancer.

Efter 86 minutter fik den tidligere Lyngby-spiller Magnus Westergaard vist sit andet gule kort, da han nedlagde Lauge Sandgrav, og så var der lagt op til et afsluttende kongeblåt pres.

Chancen kom da også inde i dommerens tillægstid, da Frederik Gytkjær flot lagde bolden til rette for Leon Klassen, som dog hamrede bolden et stykke over mål.

Få minutter senere fløjtede dommeren kampen af, hvorfor det forblev målløst og begge hold kunne notere et enkelt point.

Næste opgave for Lyngby Boldklub er søndag, hvor turen går til Nørreskoven for at møde Vejle BK.

Lyngby Boldklub – Viborg FF

20.10.24 Kl. 14:00

3F Superligaen, 12. spillerunde.

0-0 (0-0)

Lyngby Boldklub: Jannich Storch, Magnus Jensen, Lucas Lissens, Baptiste Rolland (69. Pascal Gregor), Willy Kumado, Leon Klassen, Casper ‘Dani’ Winther (90+ Malik Abubakari), Lauge Sandgrav, Sævar Magnusson (90+ Marcel Rømer), Jonathan Amon (69. Frederik Gytkjær), Michael Opoku (78. Magnus Warming).

#SammenForLyngby

Flotte akademi-resultater i weekenden

U13 og U14 i Hamborg

Highlights: Lyngby Boldklub – Viborg FF