Lyngby Boldklub søger værtsfamilier til akademiet

Lyngby Boldklubs akademi søger værtsfamilier til at støtte akademispillere i at få en stabil og sammenhængende hverdag. Som vært for en af klubbens unge talenter er der mulighed for at spille en central rolle i at give spillere på vores akademi en tryg tilværelse, hvor de kan balancere fodbold, uddannelse og privatliv.

Akademiet har i stigende grad spillere på holdene, der geografisk ligger langt fra klubben, eller som er flyttet til fra udlandet. I begge tilfælde er det afgørende for spillerne, at vi kan tilbyde en fornuftig hverdag, hvor vi giver drengene en tryg ramme udenom fodbolden og minimerer transporttid mellem skole, fodbold og hjemmet. Derfor leder klubben nu efter familier, der kan tilbyde gode rammer og en afstand på 30 minutters transport eller mindre til Lyngby Stadion.

Der kan både være tale om værtskab, der varer over længere perioder – fx en hel sæson. Men også kortere perioder til spillere, der skal være i træningsforløb i klubben i nogle uger ad gangen. Vi kan garantere, at I bliver en vigtig del af spillerens hverdag og får mulighed for at knytte stærke bånd med drengene, som vi håber, kan spille en værdifuld rolle i deres liv mange år frem.

Det får man ud af at være værtsfamilie

  1. Økonomisk kompensation: For at dække de praktiske omkostninger ved at have en ekstra beboer i hjemmet tilbyder vi en månedlig økonomisk kompensation. Dette beløb er med til at sikre, at værtsfamilien ikke står med ekstra udgifter til fx kost og logi.
  2. Et meningsfuldt bidrag til ambitiøse unge mennesker: Som vært får man en helt særlig rolle i spillerens hverdag og kommer til at bidrage til deres udvikling både som menneske og fodboldspiller. Værtsfamilien kommer til at give spilleren bedre forudsætninger for at balancere et liv inden for elitesport med mange timer på træningsbanen.
  3. Sparring om værtskab med klubben og andre værtsfamilier: Klubben ønsker selvfølgelig at sparre med alle værtsfamilier om forventninger til værtskabet – herunder hvad vi vurderer spillerne, har allermest brug for undervejs i forløbet. Der kan desuden være mulighed for at høre om erfaringer fra andre værtsfamilier undervejs i forløbet.

Vil du være med?

Hvis du synes, at projektet lyder spændende, og hvis du har lyst til at gøre en forskel for et eller flere af fremtidens kongeblå talenter, vil vi meget gerne høre fra dig. Ræk ud til Jacob Gath på jga@lyngby-boldklub.dk.

Vi vil løbende gå i dialog, når vi hører om potentielle værtskaber, så vi er sikre på, at vi får skruet det rigtige tilbud sammen for både hjemmet og spillerne.

Vi håber at kunne byde flere af jer velkommen i Lyngby-familien!

#SammenForLyngby

Foto: Kristian Sandal

Kamp 1000: Et efterår i konkursens skygge

Kamp 1000: Lyngbyvejens kamp om mesterskabet

Stor kongeblå dag på lørdag i Lyngby Storcenter