U12-U14 på tur til Stockholm

I denne weekend har Lyngby Boldklubs U12, U13 og U14-hold været på tur til Stockholm, hvor de har mødt nogle af Sveriges bedste ungdomshold fra klubberne Hammarby IF, Djurgårdens IF og IF Brommapojkarna. De tre dage i den svenske hovedstad bød på masser af fodbold, intense kampe og fællesskab på tværs af de tre hold.

Akademi-spillerne på U12, U13 og U14 er gået på en velfortjent efterårsferie efter en intens tur til Stockholm. Fredag morgen tog de tre hold sammen afsted i bus fra Lyngby Stadion og ankom til deres hotel til aftensmad fredag aften. Hen over weekenden blev der på tværs af de tre hold spillet ti kampe i blandede formater helt fra 6v6 til 11v11.

Lørdag ventede først Hammarby og Djurgården og søndag gæstede Lyngby-drengene Brommapojkarna. Alle kampe blev spillet på højt niveau og i højt tempo og gav super udfordringer til Lyngby-spillerne. Særligt i den fysiske del af spillet blev Lyngby mødt af noget andet, end de plejer, og selvom alle kampe var tætte, blev fysikken ofte udslagsgivende for resultatet. Cheftræner for U14, Jacob Gath, var begejstret for den kvalitet, kampene blev spillet på, og hvordan Lyngby-holdene viste sig frem.

– Alle tre hold mødte rigtig god modstand i alle kampe, så vores spillere blev matchet på højt niveau i mange minutter hen over weekenden. I sidste måned var vi i Tyskland, og på begge ture har vi oplevet et mere fysisk udtryk i kampene, og det stiller fede og anderledes krav til vores spillere. Samtidig synes jeg, at vi kommer og viser en masse af det, vi er gode til både kollektivt og individuelt. Det har været super fedt, udtaler Jacob Gath.

Selvom fodbolden naturligvis var i fokus, var der også stort fokus på det sociale sammenhold på turen. Spillere fra U12, U13 og U14 rejste sammen, boede sammen og tilbragte tid sammen uden for kampene. Dette gav mulighed for at opbygge et stærkt sammenhold på tværs af årgange, hvilket ifølge Jacob Gath var en stor gevinst ved turen:

– De bånd, der blev knyttet på tværs af holdene på turen, betyder rigtig meget. I busturen på vej hjem sad drengene på kryds og tværs af årgange, og det var helt tydeligt, at de var kommet tættere på hinanden. Jeg er slet ikke i tvivl om, at der er masser af gevinster i det for drengene og os som klub. Det skal altid være en ambition, at vi får skabt fællesskab på tværs af årgange, som her.

På mange måder var det en vellykket tur, hvor mere end 40 Lyngby-spillere fik masser af spilminutter mod god modstand. På alle tre anlæg blev de kongeblå mødt med stor gæstfrihed og skal helt bestemt besøge Stockholm igen i fremtiden!

Akademiet præsenteres af Sydbank.

#FremtidenErKongeblå

Kamp 1000: Et efterår i konkursens skygge

Kamp 1000: Lyngbyvejens kamp om mesterskabet

Stor kongeblå dag på lørdag i Lyngby Storcenter