Søndag spiller vi vores kamp nummer 1000 i landets bedste række

På søndag tager vi imod Viborg FF hjemme på Lyngby Stadion, og den kamp markerer intet mindre end kamp nummer 1000 i landets bedste række. 

Når Lyngby BK går på banen mod Viborg FF den 20. oktober 2024 vil det være klubbens kamp nr. 1.000 i den bedste danske række.

En milepæl blot et par håndfulde andre klubber har passeret og som omfatter traditionsklubber som AGF, OB, AaB, Esbjerg fB og Vejle BK, der i lange perioder har været i toppen af dansk fodbold, yngre klubber som Brøndby IF og FC København, der har været dominerende i de seneste årtier, fusionsklubberne B 1903 og KB samt tidligere topklubber, BK Frem og AB, der ikke har været i nærheden af den bedste række i mange år.

Denne eksklusive gruppe af klubber bliver Lyngby BK en del af efter kampen mod Viborg FF efter at have været uafbrudt i dansk fodbolds øverste række i perioden 1980-2001/02, hvorefter konkursen og tvangsnedrykning til Danmarksserien udsatte den videre færd. Efter blot fem sæsoner havde Lyngby BK via tre oprykninger kæmpet sig tilbage i Superligaen, hvor det i sæsonen 2007/08 dog kun blev til et kort visit. Det blev til korte optrædener i den bedste række i 2010/11-2011/12, 2016/17-2017/18 samt 2019/20-2020/21, inden det med den igangværende sæson endeligt lykkedes at forblive i Superligaen for tredje sæson i træk.

Et spænd på knap 45 år mellem første og seneste sæson i den bedste række betyder naturligt, at ingen spillere er i nærheden af at have spillet bare en tredjedel af de 1.000 kampe. Men der er alligevel en række spillere, der har spillet en stor del af kampene. Det drejer sig om Michael Schäfer, John Helt, Flemming Christensen, John Larsen, Bent Christensen, Henrik Larsen, Michael Gothenborg, Claus Christiansen, der alle har optrådt mindst 200 gange for de kongeblå i den bedste danske række.

I denne uge op til kampen mod Viborg FF vil vi hverdag i denne uge markerer en af de særligste kampe, som vi har spillet i landets bedste række.

Vi håber at se mange på stadion på søndag, så vi sammen kan gøre kamp nummer 1000 til noget helt særligt i vores stolte kongeblå historie.

#SammenForLyngby

Kamp 1000: Et efterår i konkursens skygge

Kamp 1000: Lyngbyvejens kamp om mesterskabet

Stor kongeblå dag på lørdag i Lyngby Storcenter