Lyngby Boldklub samler danske veteraner

Når Lyngby Boldklub på søndag går på banen, er kampen dedikeret til tidligere udsendte og deres pårørende. Igen i år er Lyngby Boldklub og Lyngby-Taarbæk Kommune nemlig en del af Danmarks Idrætsforbunds Veteran Match.

I forlængelse af flagdagen den 5. september samler Danmarks Idrætsforbund med støtte fra Grundfos Fonden toppen af dansk idræt til en anerkendelse af tidligere udsendte og deres pårørende.

På tværs af landet inviteres de fra den 13-23. september gratis til fodbold i 3F Superligaen og NordicBet Ligaen, håndbold i Herreligaen og ishockey i Metal Ligaen.

En af de i alt 44 kampe er Lyngby Bolsklubs kamp mod AGF. Det bliver mere end bare en kamp for tre point. Det bliver en eftermiddag, hvor idrættens fællesskaber strækker armene ud i anerkendelse af nogen, der har gjort en forskel.

En unik trøje for et godt formål
Til Veteran Match vil spillerne bære specialdesignede trøjer, som man under og efter kampen kan byde på via MatchWornShirt.com. Du kan finde auktionen her, og den går online omkring kampstart.

Pengene fra trøjesalget går til trygge idrætsfællesskaber for veteraner og politifolk med fysiske og psykiske mén – såkaldte Safe Zones, der er udviklet af DIF Soldaterprojekt.

– Vi er enormt stolte af at kunne invitere til Veteran Match for 5. år! Vi kan mærke klubberne og idrætten stå skulder ved skulder om at gøre en forskel for vores tidligere udsendte og deres pårørende. Det er fantastisk at se sporten bruge sit fællesskab og sin platform til det, udtaler Frans Hammer, næstformand i Danmarks Idrætsforbund og medlem af styregruppen bag Veteran Match.

Er du tidligere udsendt og interesseret i at komme gratis ind til kampen mod AGF, så kan du finde billet på veteranmatch.dk.

FAKTA:

  • Veteran Match 2024 består af 44 kampe på tværs af landet
  • Kampene afholdes i perioden mellem den 13. og 23. september
  • Formålet med Veteran Match er at give veteraner og deres pårørende en oprigtig anerkendelse gennem sportens fællesskab.
  • Poul Due Jensens Fond / Grundfos Fonden finansierer Veteran Match.
  • Det er femte gang, at Veteran Match afholdes.

#SammenForLyngby

Hebo: Vi skal have hele Lyngby Stadion med

Willy: Kollektivet kan bære os langt

De Små Vikinger PLUS kan tage ven med på stadion