Gæsterne tog sejren med hjem til Vestegnen

Brøndby IF scorede to hurtige mål, og da De Kongeblå ikke formåede at svare igen, kunne Brøndby IF rejse hjem med en 0-2-sejr.

For anden hjemmekamp i træk ventede der en på papiret svær opgave, da sidste års sølvvindere fra Brøndby IF gæstede Kongens Lyngby.

Masser af tilskuere havde fundet vej til Lundtoftevej, og de kunne se gæsterne komme flyvende fra start.

Allerede efter seks minutter bragte Brøndby IF sig i front, da Mathias Kvistgaarden vendte i feltet og sendte bolden i kassen bag Jannich Storch.

Efter 13 minutter var det tæt på 0-2, da Suzuki pludselig var alene igennem med Jannich Storch efter et par gode kombinationer, men Jannich Storch hev i denne omgang en flot redning ud af ærmet.

0-2 blev det dog få minutter senere, da Mathias Kvistgaarden sendte en aflevering skråt bagud i feltet, og der dukkede Clement Bischoff op. Venstrebacken sendte med stor sikkerhed bolden i kassen.

Herefter kom Lyngby Boldklub bedre med. Efter en lille halv time måtte Lucas Lissens se et ellers lovende forsøg blokeret i feltet, og få minutter efter bragede Brian Hamalainen et frispark på Patrick Pentz’ overligger.

Endnu tættere kom Casper ’Dani’ Winther, da Tobias Storm flot fandt ham efter et godt raid i højresiden. Danis forsøg sneg sig forbi det lange hjørne.

Både Lyngby Boldklub og Brøndby IF var tæt på scoring kort før pausen. Først var indskiftede Oscar Schwartau tæt på at udbygge føringen efter et hjørnespark, men den unge offensivspiller headede bolden over mål.

Minuttet efter var det Tobias Storm, som igen var på spil i offensiven. Patrick Pentz reddede dog Storms forsøg a’ to omgange.

Dermed gik holdene til pause med 0-2 på måltavlen.

Lyngby Boldklub kom godt ud til anden halvleg, men selvom der var optræk til chancer, så forblev det for ofte ved lige ved og næsten for Morten Karlsens tropper.

Brøndby IF stillede sig længere tilbage på banen, men selvom de overlod bolden til De Kongeblå, så var gæsterne fortsat farlige på omstillingerne.

Filip Bundgaard blev efter 55 minutter sat flot i scene af Noah Nartey, men den unge angribers afslutning sneg sig forbi Jannich Storchs ene stolpe.

Lyngby Boldklub var bedre med i anden halvleg, der dog i det hele taget var langt mere chancefattig end de første 45 minutter.

Det blev ikke til flere store chancer i hverken den ene eller anden ende, hvorfor gæsterne fra Vestegnen kunne tage den korte tur hjem med en 0-2-sejr.

Næste opgave for Lyngby Boldklub er en udekamp mod FC Nordsjælland.

Lyngby Boldklub – Brøndby IF

04.08.24 Kl. 18:00

3F Superliga, 3. spillerunde.

0-2 (0-2)

0-1, Mathias Kvistgaarden (6 min)

0-2, Clement Bischoff (17 min)

Lyngby Boldklub: Jannich Storch, Tobias Storm, Lucas Lissens, Andreas Bjelland, Brian Hamalainen, Kolbeinn Finnsson, Lauge Sandgrav, Casper ‘Dani’ Winther’, Jonathan Amon, Sævar Magnusson, Frederik Gytkjær.

Sunweb og Lyngby Boldklub indgår partnerskab – kickstarter samarbejdet til AGF-kamp

Æresmedlem Hans Bjerg-Pedersen fylder 80 år

U15 sejr på Akademi Dag

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products
Tilmeld vores nyhedsbrev