Nederlag til FC København i sæsonpremieren

De Kongeblå kæmpede bravt, men måtte alligevel æde et 0-2-nederlag til FC København i sæsonpremieren. 

Efter halvanden måned uden Superliga-fodbold, var der endelig gang i den igen på Lyngby Stadion, da Lyngby Boldklub her til aften tog imod en af mesterskabskandidaterne i form af FC København.

Gæsterne lagde hårdt for land og satte et hårdt tempo i kampens indledning. Allerede efter syv minutter bragte de sig da også i front, da Orri Oskarsson opsnappede en bold i dybden og udplacerede Jannich Storch med en afslutning i det lange hjørne

Lyngby Boldklub kom i de efterfølgende 10 minutter bedre med i kampen, men det var fortsat gæsterne der var de farligste omkring det kongeblå felt.

Efter en halv time blev det da også 0-2, da et indlæg fra venstre røg til bagerste stang, hvor Mohamed Elyounoussi kom først på kuglen og sendte den i netmaskerne.

Otte minutter senere var det tæt på at blive 0-3, men denne gang måtte FC Københavns islandske angriber, Orri Oskarsson, se sig afvist af VAR.

I dommerens tillægstid var Oskarsson igen på spil, men denne gang kunne han blot bebrejde sig selv, at han ikke fik doublet sin måltotal, da han brændte en stor chance tæt under mål.

FC København gik dermed til pause med en 0-2-føring.

Efter kampen skiftede kampen en anelse karakter, da Lyngby Boldklub kom langt bedre med.

Allerede få minutter inde i anden halvleg var Tobias Storm tæt på at reducere, da han sendte et hovedstød mod den fjerne stolpe. FCK’s debuterende målmand, Nathan Trott, så langt efter forsøget, men bolden strøg forbi kassen.

Lyngby Boldklub var generelt langt mere på kuglen i anden halvleg, men det kneb med at spille sig frem til de helt store chancer. Efter 63 minutter havde Kolbeinn Finnsson dog fint bud efter en scoring, man hans halvflugtning fra kanten af feltet blev pillet i flot stil af Trott.

FC København truede mere og mere på omstillinger, men de helt store chancer, som de i højere grad kom til i første halvleg, udeblev i denne fase af kampen.

10 minutter før tid var Morten Karlsens tropper tæt på at bringe spænding tilbage i opgøret, da De Kongeblå holdt skydetelt omkring FC Københavns felt. Til sidst faldt bolden ned Casper ’Dani’ Winther, som resolut trykkede af. Igen var FC Københavns målmand dog klar med en fin redning inde på stregen.

Det blev derfor ikke til flere mål, hvorfor gæsterne kunne notere en 0-2-sejr i sæsonpremieren og Morten Karlsen fortsat har sit første kongeblå point til gode.

Næste opgave er allerede fredag, hvor Lyngby Boldklub gæster Sønderjyske.

Lyngby Boldklub – FC København

22.07.24 Kl. 19:00 på Lyngby Stadion

3F Superliga, 1. spillerunde.

0-2 (0-2)

0-1, Orri Oskarsson (7 min)

0-2, Mohamed Elyounoussi (30 min)

Lyngby Boldklub: Jannich Storch, Tobias Storm (83. Brian Hamalainen), Lucas Lissens, Andreas Bjelland (68. Magnus Jensen), Pascal Gregor, Kolbeinn Finnsson, Lauge Sandgrav, Casper ‘Dani’ Winther (90. Gustav Fraulo), Jonathan Amon, Sævar Magnusson (68. Willy Kumado), Frederik Gytkjær.

Tilskuertal: 9.614

Foto: Fodboldbilleder.dk

Kamp 1000: Et efterår i konkursens skygge

Kamp 1000: Lyngbyvejens kamp om mesterskabet

Stor kongeblå dag på lørdag i Lyngby Storcenter