Nederlag i træningskampen mod Hillerød

Et ungt Lyngby-hold spillede i perioder fint, men det var alligevel fortjent nok at Hillerød Fodbold vandt onsdagens træningskamp. Gæsterne tog fra Lyngby med en sejr på 3-0.

Lyngby stillede med en blanding af relativt unge spillere, men også tre bundrutinerede i form af Brian Hamalainen, David Jensen og Andreas Bjelland. Helt fremme var Michael Opoku valgt som spidsangriber med Adam Vendelbo og Nikolai Baden på kanterne. Vendelbo måtte dog gå ud efter et lige kvarter med en skade.

Kampen startede med to mandskaber, der afventede og så hinanden an. Hillerød var mest i offensiven det første kvarter, hvor Lyngby stod lidt lavere. Måske naturligt med tanke på, at Lyngbys første modstander i Superligaen er FCK – et hold Hillerød i øvrigt slog med 1-0 i en træningskamp i sidste uge.

Lyngbys første afslutning faldt efter 21 minutter og tilfaldt Enoch Otoo, der efter Adam Vendelbos udskiftning var blevet rykket frem på venstre kant. Otoo trak ind i banen fra kanten, og sendte et forsøg tæt over mål med sit højreben.

Kort efter fik vi så kampens hidtil største chance. Hillerøds Solomon Opoku spillede Marco Bruhn helt fri og alene med David Jensen, der dog kom godt ud og reddede forsøget. Riposten havnede hos Hillerøds Nicklas Bjerre, der sparkede første gang, men ikke ramte det ellers tomme mål. Nettet blafrede dog efter 38 minutter, hvor Hillerød slog kontra. Adrian Justinussen sendte bolden på tværs over til Tobias Arndal, der tæmmede kuglen og sparkede hårdt mod mål. Tæt under mål stod Marco Bruhn klar til at dirigere den i nettet, men Bruhn stod offside og målet blev annulleret.

Målet stod dog få minutter senere. Et langt udspark fra Hillerød gav en overtalssituation, hvor Adrian Justinussen kunne trække ind i banen fra venstre side, og sparke på mål. David Jensen fik fingerspidserne på, så bolden ramte stolpen – men Tobias Arndal kastede sig frem mod returbolden og headede den ind fra klods hold til 1-0 til Hillerød.

Anden halvleg startede bedre set med Lyngby-briller. De Kongeblå fik lagt et rigtig godt pres på gæsterne, og fik også sat flere gode muligheder op i de første 10-12 minutter. Nikolai Baden trykkede bl.a. af lige uden for feltet, men blev blokeret – og på det efterfølgende hjørnespark var Michael Opoku tæt på, men hans hovedstød manglede saft og kraft. Opoku fik også chancen kort efter på et fint Lyngby-angreb i højre side, men Lyngby-angriberens hovedstød blev reddet.

I stedet var det Hillerød, der så slog kontra ud af det blå. Gæsterne angreb i højre side, og sendte et fladt indlæg tilbage i feltet hvor Adrian Justinussen dukkede op og scorede sikkert til 2-0. Målet tog luften ud af Lyngby-holdet, der ikke kunne få det til at fungere, og selvom der momentvis var optræk til gode opspil og hurtige omstillinger, så blev det ved de gode intentioner.

Hillerød kunne derfor lukke og slukke med en ny fin scoring. Gæsterne stikkede bolden dybt til Donovan Bagou, der bragede bolden op i nettaget bag David Jensen til 3-0, der også blev kampen slutresultat. Lyngby spiller sidste træningskamp på lørdag mod Landskrona – en kamp, som er lukket for tilskuere.

 

Lyngby Boldklub – Hillerød Fodbold 

10.07.24 Kl. 13:00 på Lyngby Stadion

Træningskamp

0-3 (0-1)

0-1, Tobias Arndal (41)
0-2, Adrian Justinussen (58)
0-3, Donovan Bagou (84)

 

Lyngby Boldklub: David Jensen, Baptiste Rolland, Andreas Bjelland (Willy Kumado (30)), Johan Meyer, Brian Hamalainen, Gustav Fraulo, Enoch Otoo, Peter Langhoff (Lauge Sandgrav (63), Adam Vendelbo (William Steindorsson (15)), Michael Opoku, Nikolai Baden.

Stor opbakning til Meet N’ Greet arrangement

Nikolai Baden udlejes til IFK Göteborg

Lyngby Boldklub U15 klar til sæsonstart efter to turneringer i udlandet

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products
Tilmeld vores nyhedsbrev