Frederik Gytkjær glæder sig til mandagens hjemmekamp mod Viborg, som han ser som en vanvittig fed kamp at slutte med på hjemmebane.
Med to kampe tilbage er spændingen stadig fuldstændig intakt i bunden af 3F Superligaen, og der venter derfor et nyt brag af en kamp på Lyngby Stadion mandag eftermiddag.
Alt efter resultatet af OB’s kamp om søndagen kan Lyngby Boldklub potentielt sikre sig endnu en sæson i 3F Superligaen med et godt resultat mod Viborg, men uanset hvad er der vigtige point på højkant.
Der forventes masser af spænding og fans på lægterne, og det er noget, der tiltaler Frederik Gytkjær.
– Der findes intet bedre end de kampe på Lyngby Stadion. Jeg elsker dem simpelthen. Lyngby Stadion er noget helt specielt, når der virkelig er noget på højkant, og det lyder jo til, at der kommer rigtig mange på stadion. Så jeg synes, at det er en vanvittig fed kamp, hvor jeg håber, at vi virkelig kan give den gas med fansene efter kampen, siger Gytkjær inden, at han retter fokus på selve de to gange 45 minutter.
– Det bliver tæt – det synes jeg tit, at det gør, når vi møder Viborg. Så vi skal jo være klar i alle facetter af kampen, men det er jeg også sikker på, at vi kommer til at være. Hele truppen summer på den gode måde over den her kamp, slutter Gytkjær.
Der er kampstart mandag kl. 14:00.
Frederik Gytkjær præsenteres af Replay.
#SammenForLyngby