SELECT bliver ny tøjpartner i Lyngby Boldklub

Lyngby Boldklub og SELECT er stolte af at kunne præsentere en ny stor fem-årig samarbejdsaftale, hvor SELECT træder ind som ny tøjpartner i hele klubben. Samtidig forlænger Lyngby Boldklub samarbejdet med Unisport for samme periode.

Det er med stor glæde, at vi i dag kan præsentere en ny og historisk stor samarbejdsaftale med SELECT Sport og Unisport. De tre parter er gået sammen om en 5-årig aftale, der træder i kraft 1. juli 2024, og som indebærer at Lyngby Boldklubs moderklub, akademi og førstehold de kommende fem år spiller i tøj fra SELECT.

Aftalen er den største tøjaftale i Lyngby Boldklubs historie, og De Kongeblå bliver den første klub i 3F Superligaen med SELECT på brystet. Aftalen indebærer kamptøj, træningstøj, træningsudstyr, sportsplejemidler, bolde og målmandshandsker i den anerkendte SELECT-kvalitet. Og så får Lyngby Boldklub helt nye og unikke muligheder for udvikling af blandt andet spillertrøjerne.

– Vi har først og fremmest fundet en partner, som brænder for Lyngby Boldklub – både i forhold til vores fortælling, vores værdier og vores identitet. SELECT har hele vejen igennem har udvist meget stor vilje til at lytte til vores tanker og ønsker om at flytte barren, hvilket blandt andet har givet os helt nye muligheder i forhold til produkt design. Vi får med andre ord en rigtig legekammerat, som kan være med til at styrke vores brandplatform, og vi glæder os til at gå i luften denne sommer med helt nye, unikke Lyngby-trøjer og en super skarp træningskollektion, udtaler Kristian Maimann, kommerciel chef i Lyngby Boldklub.

Hos SELECT Sport og Unisport glæder man sig til samarbejdet:

– Fra første dag i forløbet har vi set dette som et perfekt match. For det første er vi tre parter, der er fælles om vores danske identitet og vi ligger geografisk i hinandens baghave. Men vigtigere end det, så er vi en fleksibel totalleverandør, og vi har haft mulighed for at lukke Lyngby Boldklub helt ind i designprocessen, så deres nye SELECT-spillertøj er unikt for dem. Vi har sammen lagt os i selen for at levere den ypperste kvalitet i et super moderne design, der matcher klubbens identitet. Og vi er i SELECT stolte af, at Lyngby Boldklub fra næste sæson bliver det første Superliga-hold iført vores logo, udtaler Peter Frank, Country Sales Manager i SELECT – og tidligere Superliga-spiller for Lyngby Boldklub.

Mikkel Sass, Head of Team Sales hos Unisport udtaler om samarbejdet:

– Hos Unisport er vi glade for at bygge videre på 12 års tæt samarbejde med Lyngby Boldklub – nu i en spændende konstellation med SELECT om bord. Lyngby Boldklub er en unik fodboldklub med sin lange historie, traditionen for talentudvikling og ikke mindst den stærke moderklub. Klubben har udviklet sig enormt de sidste par år, og hos Unisport er vi glade for at støtte op om udviklingen og fortsætte vores partnerskab – og dermed bidrage til, at endnu flere fodbolddrømme kan blive til virkelighed sammen med Lyngby Boldklub” udtaler Mikkel Sass.

Selvom Lyngby Boldklub bliver den første klub i 3F Superligaen med SELECT ombord, så har SELECT masser af erfaring fra fodboldverdenen. Lyngby Boldklub kommer i selskab med flere Allsvenskan-mandskaber samt norske Tromsø.

Udviklingen af de kommende Lyngby-trøjer har været i gang i noget tid, og vi glæder os til senere på sommeren at præsentere de første Lyngby-trøjer fra SELECT.

For yderlige information, kontakt:

Lyngby Boldklub: Frederik Scheuermann, fs@lyngby-boldklub.dk, 3134 6451
SELECT Sport: Peter Frank, pf@select.dk, 2020 1155

Magnússon: Dejligt at score

Karlsen: Vi er tilfredse med pointet

Lyngby hentede fortjent point i Randers