Lyngby Boldklubs talentfulde målmand Anton Mayland er blevet udtaget til det danske U18-landshold, der i næste uge spiller træningskamp mod Tyskland.
Blot 17-årige Anton Mayland har på det seneste været at finde i Lyngby Boldklubs Superliga-trup, alt imens at han sideløbende har præsteret flot for De Kongeblås U19-mandskab.
De flotte præstationer og hans store udvikling er ikke gået DBU’s næse forbi, hvorfor han nu er blevet udtaget til det danske U18-landshold, der i næste uge spiller træningskamp mod Tyskland.
Målmandstræner i Lyngby Boldklub, Thomas Villadsen, roser den unge målmands udvikling og stærke mentalitet.
– Anton er først og fremmest en keeper super mentalitet, han er krævende og vil kun acceptere det bedste fra ham selv og sine omgivelser. Han har stærk tilstedeværelse og ro i sit spil, som holdet nyder rigtig godt af, især i perioder hvor holdet er mest presset. Han har vist sig flot frem i foråret, hvor han både har leveret flotte præstationer på U19- og Future Cup-holdet, hvorfor han også fuldt fortjent har trænet fast med A-holdet og været i Superliga-truppen i en håndfuld kampe på det seneste. Vi er stolte af at have Anton i klubben, og jeg er enormt glad for, at han nu får det her skulderklap, siger Thomas Villadsen.
#SammenForLyngby