Jannich Storch ser frem mod morgendagens spændende kamp i Vejle, hvor De Kongeblå kan tage et nyt stort skridt mod endnu en sæson i 3F Superligaen.
Jannich Storch og resten af Lyngby Boldklub tog fredag aften et stort skridt mod endnu en sæson i 3F Superligaen, da OB blev besejret med 1-2 på udebane.
I morgen venter så næste slag for De Kongeblå, hvor turen går til Nørreskoven for at møde Vejle BK, og det er en kamp, som målmand Jannich Storch ser frem til.
– Det er jo bare endnu en af de her fede kampe, som vi alle sammen glæder os til. Det hele er på ét bræt i øjeblikket, så det er med at holde tungen lige i munden og bare fortsætte ud af den sti, som jeg synes, at vi er på i øjeblikket. Vejle Stadion er aldrig et nemt sted at spille, men vi tror på os selv og på, at vi kan få et godt resultat, siger Jannich Storch inden, at han glæder sig over udsigten til de mange kongeblå fans i Nørreskoven.
– Det var en kæmpe fornøjelse at mærke opbakningen i Odense. Det gjorde virkelig en forskel for os. Så det er selvfølgelig dejligt at vide, at fansene står der igen i morgen, og jeg synes, at det er et imponerende fremmøde sådan en onsdag aften i Vejle. Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at vi igen kan juble med fansene efter kampen, slutter målmanden.
Der er kampstart kl. 18:00 i morgen.
Jannich Storch præsenteres af Freddys Bar.
#SammenForLyngby