De Kongeblå leverede en fantomfight og vandt fuldt fortjent med 2-1 i den nervepirrende udekamp i Odense. Lyngby kom bagud efter et lille kvarter, men vendte det hele på hovedet og fightede sejren hjem foran de fantastiske Lyngby-fans.
Fredag aften stod i nervernes tegn hvis man går rundt med et kongeblåt hjerte. Lyngby vandt senest mod Randers, og lagde afstand i bunden – dog ikke mere, end at OB med en sejr over Lyngby kunne sende Lyngby tilbage i fedtefadet fredag aften. Som så mange år før ligner det, at det er de direkte opgør, der skal afgøre 3F Superligaen. Og således var scenen sat fredag aften på Nature Energy Park i Odense.
Hjemmeholdet var pisket til sejr, og startede aggressivt ud de første 5-7 minutter – backet op af en flot kulisse med 10.000 OB-fans og små 400 iklædt Lyngby-farver. Chancer til hjemmeholdet blev det dog ikke til, og Lyngby fik mere styr på det og tog teten rent spillemæssigt. Vi skulle dog hen til det 13. minut, før vi fik en chance. Den tilfaldt dog OB, der satte et fint spil op i højre side og fandt Luca Kjerrumgaard tæt under mål. Den tidligere Nykøbing FC-angriber fik skovlet bolden ind bag en chanceløs Jannich Storch til stor jubel på lægterne.
OB forsøgte at bruge momentum til at holde presset, men Lyngby spillede klogt og tålmodigt – og åd sig på den måde ind i kampen igen. Det tippede også kampen over på Lyngbys præmisser, og det var fuldt fortjent at Andri Gudjohnsen med sin 13. sæsonscoring kunne bringe balance i regnskabet efter fint opspil og en flot assist af landsmand Sævar Magnússon.
Den islandske forbindelse var brandvarm, og OB kæmpede med Sævars dybe løb og Gudjohnsens fysik. Og netop de to spillede påny en hovedrolle efter en halv time, hvor et langt indkast fra Pascal Gregor skabte kaos i OB-feltet. Fokus var på Andri Gudjohnsen, men bolden dumpede ned og så kunne Jonathan Amon prikke bolden til Sævar Magnússon, der med en fremragende afslutning sendte Lyngby foran.
Frem mod pausen sundede OB sig, og Lyngby var farligt på omstillinger. Blandt andet i det 39. minut, hvor de rødklædte kongeblå fik spillet bolden godt ud, og så kunne Dani og Amon sætte et fint kontraangreb sammen. Andri Gudjohnsen afsluttede udefra, men manglede for en sjælden gangs skyld power i afslutningen. Op mod pausen var OB så tæt på, og igen var det Luca Kjerrumgaard, der var farlig. Angriberen mødte et indlæg fra venstre med hovedet, og sendte Jannich Storch ud i fuld længde og viftede bolden på overliggeren.
Bjørn Paulsen fik halvlegens sidste bemærkning med en header på et tidligt indlæg, men Storch havde styr på den og så kunne Lyngby gå til pause foran med 2-1.
Lyngby startede anden halvleg bedst, og det skulle blive symptomatisk – i hvert fald frem til det 80. minut. Indtil da stod der Lyngby på det meste. De Kongeblå spillede klogt, køligt og fightede igennem. Halvlegen igennem betød det fire kvalificerede muligheder – først et langskud fra Andri Gudjohnsen efter et fint pres efter et frispark. Og omkring en times spil var Kolbeinn Finnsson først på spil med et langskud efter en omstilling, Og sekunder efter fik Lyngby halvlegens største chance, da Lucas Lissens gik med i feltet. Sammen med Jonathan Amon fik han kombineret sig frem til en afslutning fra Amon, der blev rettet af og var uhyre tæt på at sende bolden i nettet.
Amon var igen aktiv med et kvarter igen, hvor Lyngby brød igennem i venstre side. Denne gang afsluttede amerikaneren hårdt ved nærmeste stolpe, og OB-keeper Myhra kunne kun se til at bolden hamrede på stolpen og gik i spil igen. På dette tidspunkt burde Lyngby nok have afgjort kampen, men i stedet blev det en nervepirrende afslutning hvor OB pressede på.
Charly Nouck fik den bedste mulighed med en god afslutning i det 88. minut, som Jannich Storch dog tog sig flot af. Og i overtiden var OB også tæt på at spille en chance rigtig stor – men det ændrede ikke på, at Lyngby havde nogenlunde kontrol og kørte sejren sikkert hjem.
Lyngby vinder 2-1 i Odense og har nu seks point ned til fynboerne under nedrykningsstregen. Der resterer 3 kampe.
Odense Boldklub – Lyngby Boldklub
10.05.24 Kl. 19:00 på Lyngby Stadion
1-2 (1-2)
1-0, Luca Kjerrumgaard (13 min)
1-1, Andri Gudjohnsen (22 min)
1-2, Sævar Magnússon (31 min)
Lyngby Boldklub: Jannich Storch, Tobias Storm, Pascal Gregor, Lucas Lissens, Andreas Bjelland (92. Johan Meyer), Kolbeinn Finnsson, Marcel Rømer, Casper ‘Dani’ Winther, Sævar Magnusson (46. Tochi Chukwuani), Jonathan Amon (92. Willy Kumado), Andri Gudjohnsen (92. Frederik Gytkjær)
Tilskuertal: 10.388