Lyngby Boldklub henter Andri Gudjohnsen permanent

De Kongeblå har indløst en frikøbsklausul i Andri Gudjohnsens lejekontrakt og skrevet en 3-årig kontrakt med den islandske angriber

Det er med stor glæde, at vi kan offentliggøre, at Lyngby Boldklub har indløst Andri Gudjohnsens frikøbsklausul, og er blevet enige med den stærke samt talentfulde angriber om en 3-årig kongeblå aftale.

Andri Gudjohnsen har spillet en stor rolle i Lyngby Boldklubs sæson, og han står foreløbigt noteret for 10 Superliga-mål i indeværende sæson.

Fodboldchef Nicas Kjeldsen glæder sig over, at det er lykkedes Lyngby Boldklub at lave en permanent aftale med Andri Gudjohnsen.

– Der er ingen tvivl om, at vi er rigtig glade for den her aftale. Andri kom til på en lejeaftale efter, at vi havde haft kig på ham over en længere periode, og han har bare leveret fra dag et. Han er allerede en profil i Superligaen, men med sine blot 22 år, er vi sikre på, at der venter ham en stor karriere, siger Nicas Kjeldsen inden, at han fortsætter.

– Andri er en spiller fra en hylde, som vi skal kæmpe hårdt for at hente spillere fra, og det siger forhåbentligt meget om vores evne til at udvikle spillere i klubben, at det nu er lykkedes. Det er dét her vi er, og med Andri som endnu et bevis på dette, håber vi også det kan give lidt genlyd og interesse for os hos spillere i både ind- og udland. Vi er både glade og stolte over den her aftale.

Nyder at være en del af Lyngby-familien

Andri Gudjohnsen kom til Lyngby Boldklub efter et ophold i svenske IFK Norrköping, hvor det kneb med spilletiden.

I Lyngby Boldklub er han dog blevet vist tillid fra dag ét, og selv har islændingen nydt troen på ham fra både klub og fans.

– Jeg har været utrolig glad for de første otte måneder i Lyngby Boldklub, og jeg er meget tilfreds med, at vi nu har gjort aftalen permanent. Jeg blev taget godt imod fra dag ét af alle i klubben og ikke mindst fansene, og Lyngby Boldklub er lynhurtigt blevet en ekstra familie og et nyt hjem for mig. Jeg smiler hver dag jeg møder ind og tager hjem fra træning, og det er vigtigt for mig, siger Andri Gudjohnsen, som også føler, at han har udviklet sig godt over det seneste godt og vel halve år.

– Jeg føler virkelig, at jeg har lagt på i min tid i Lyngby Boldklub. Vi har et enormt stærkt træningsmiljø, og jeg føler, at jeg tager nogle rigtig store skridt her i klubben. Jeg er virkelig glad for den nye aftale, og nu er der fuldt fokus på at slutte den her sæson stærkt af, slutter han.

Andri Gudjohnsen præsenteres af Sjölin.

20-0: Lokalplanen for nyt stadion stemt igennem

Kongeblåt talent udtaget til U17-landsholdet

Akademiet besøgte Philadelphia Union: En meget inspirerende tur