Ny chef for metodik og trænerudvikling: Lyngby Boldklub er et rigtig godt sted

Niels Lawaetz er fra 1. april ny chef for metodik og trænerudvikling i Lyngby Boldklub, og han glæder sig til at starte hos De Kongeblå, som han mener står på et stærkt fundament.

Lyngby Boldklub bliver fra 1. april en bundrutineret og dygtig træner rigere, da Niels Lawaetz er hentet til fra AaB i en rolle som chef for metodik og trænerudvikling.

Niels Lawaetz har i de seneste to år været Head of Coaching i AaB, imens han tidligere har stået i spidsen for FC Københavns U14 og U15-talenter. Derudover har Lawaetz haft forskellige roller i DBU, ligesom han også pt. er assistenttræner på U16-landsholdet.

De Kongeblås nye chef for metodik og trænerudvikling er desuden i fuld gang med at tage sin P-licens, der er den højeste træneruddannelse i Europa.

Den kommende kongeblå tilføjelse kender qua sine mange år i fodboldverden da også meget til Lyngby Boldklub, og han glæder sig over at være kommet til en klub, der står på et solidt fundament, som der nu skal finpudses yderligere på.

– Lyngby Boldklub er en klub, som er utroligt gode til at få meget ud af lidt. Klubben har jo ikke et af de største budgetter, men man har altid leveret dygtige fodboldspillere til både Superligaen og diverse U-landshold. Lyngby Boldklub er kendt for spillerudvikling, men også trænerudvikling, og det er noget af det, som man både gerne vil fortsætte med og videreudvikle på. Overordnet set synes jeg, at klubben står et rigtig stærkt sted, så det er jo ikke en revolution, som jeg skal ind og lave. Det er mere finpudsning og naturligvis en mission om at fortsætte den fantastiske udvikling, der er gang i her på Lundtoftevej, siger Niels Lawaetz, som også har hørt godt om det særlige fællesskab, der er i Lyngby Boldklub.

– Jeg har kun hørt gode ting om klubben og det fællesskab, der er her. Uanset hvem jeg har snakket med omkring Lyngby Boldklub, så har de kun haft gode ting at sige om miljøet, og det glæder jeg mig til at blive en del af.

Skal sikre en blå tråd gennem systemet

Stillingen chef for metodik og trænerudvikling er ny i Lyngby Boldklub, og den kommer som et led i videreudviklingen af, at man er én klub med en fælles retning.

Netop elementet med at skabe én klub var det, som Niels Lawaetz især fandt interessant ved udfordringen i Lyngby Boldklub.

– Stillingen hedder jo chef for metodik og trænerudvikling. Vi skal have en blå tråd nede fra de helt unge Akademi-årgange til seniorfodbolden, så der er en sammenhæng i de ting man gør. Det bliver den største opgave. I starten vil meget af min tid selvfølgelig være fokuseret omkring Akademiet, men derudover er projektet omkring at skabe én klub noget, som jeg synes er enormt spændende, slutter Niels Lawaetz.

Niels Lawaetz har første arbejdsdag mandag d. 1. april.

#SammenForLyngby

Foto: Joakim J. Hvistendahl

Lyngby Boldklub A/S søger klubudviklere til pigefodbold i Det Blå Fodboldnetværk

Fansene kårede Lucas Lissens til Man of the Match

De Små Vikinger indtog Lyngby Stadion til julehygge

0
    0
    Din kurv