Jensen: Takterne skal fortsætte – resultatet skal være anderledes

Magnus Jensen ser frem til morgendagens kamp mod Randers FC, hvor han håber at bringe nogle af de samme takter fra sidste weekends forårspremiere.

Lyngby Boldklub præsterede langt henad vejen en ganske fornuftig indsats på udebane i Farum sidste weekend, men ikke desto mindre kom der ingen point med hjem til Kongens Lyngby.

Spørger man Magnus Jensen ser han gerne takterne fortsætter, om end skarpheden i felterne skal skærpes i Randers.

– Vi er selvfølgelig ærgerlige over, at vi ender med at tabe i sidste weekend, for jeg synes egentlig, at vi spilede en rimelig god kamp på mange parameter. Der er mange ting, vi kan tage med os ind til kampen i morgen. Når det er sagt, så skal vi også være skarpere i felterne. Vi skal blive bedre til at udnytte vores egne chancer, og så skal vi selvfølgelig stå endnu mere fast i aktionerne i vores eget felt. Vi tror på os selv og på, at vi kan få et godt resultat med hjem til Lyngby, siger Magnus Jensen.

Lyngby Boldklub ligger før kampen nummer otte i 3F Superligaen med syv point op til top-seks, imens der i den tætte bundstrid er fem point ned til nedrykningsstregen.

Placeringerne er dog ikke noget som Magnus Jensen og resten af truppen pt. kigger særligt meget på.

– Man kan dræbe sig selv fuldstændig i snakken om top-seks, nedrykningsstreg og alle de andre hold. Så det bruger vi egentlig ikke særligt meget tid på. Vi har fuldt fokus på os selv og på at komme ud og få forårets første sejr. Sørger vi selv for det, så giver meget af den anden ofte sig selv i sidste ende, slutter Jensen.

Magnus Jensen præsenteres af Wonderfuel.

#SammenForLyngby

Rasmus Brostrøm er månedens akademi-spiller

Dobbelt op på Hebo i Future-storsejr

De unge rykker i Startblokken: Fællesskabet har givet succesoplevelser