Potentielt historisk forår venter

Søndag sparkes 3F Superliga-foråret i gang, og det er med kongeblå optimisme samt et potentielt historisk udfald i vente.

Vi er ikke langt inde i 2024, men i Lyngby Boldklub er der allerede sket en masse.

Cheftræneren er blevet skiftet, Mads Kikkenborg er blevet solgt til belgiske Anderlecht og ind er kommet en masse nye ansigter i truppen.

Ændringer har der derfor været nok af i starten af det nye år og op til den spændende forårssæson, men på trods af dette er intet ændret i forhold til optimismen og troen på, at Lyngby Boldklub går ind i et potentielt historisk forår, hvor klubben for første gang i 22 år kan sikre sin tredje Superliga-sæson på stribe.

Et stærkt transfervindue

Der var godt gang i det kongeblå transfervindue i starten af 2024, hvor det både blev til en afgang af den nu tidligere cheftræner Freyr Alexandersson samt assistent Jonathan Hartmann, men også spillere som Sanders Ngabo, Marc Muniesa og ikke mindst målmand Mads Kikkenborg.

Der blev dog handlet med både rettidig omhu og sikker hånd den anden vej, hvorfor der hurtigt blev hentet en ny cheftræner i form af Magne Hoseth og en ny målmand i David Jensen allerede stod klar, da Kikkenborg blev solgt.

Fodboldchef i Lyngby Boldklub, Nicas Kjeldsen, glæder sig over transfervinduet, som han synes har sikret et stærkt kongeblåt team og mandskab forud for det spændende forår.

– Der er ingen tvivl om, at der var travlt i januar, men jeg synes, at vi er endt et rigtig stærkt sted. Vi er rigtig glade for at have fået Magne Hoseth ind, og sammen med Mads Kristensen, Mikkel Beckmann og den resterende stab udgør de et utroligt spændende og talentfuldt team. Trænerteamet har fundet godt sammen, og vi har fortsat et fantastisk træningsmiljø, hvor både spillere, stab og på kryds stiller store krav til hinanden i hverdagen, siger Kjeldsen inden, at han retter fokus mod spillertruppen.

– Vi har sagt farvel til nogle rigtig dygtige spillere, men jeg synes også, at vi har fået nogle utroligt spændende spillere ind, som både kan gøre en forskel nu og her, men som også stadig har et stort udviklingspotentiale. Jeg ser et hold, der er klar til at gå ud og gøre den her fantastiske sæson færdig på en for os historisk måde.

Der skal skrives kongeblå historie

Lyngby Boldklub har på mange måde skrevet historie i indeværende sæson, hvor starten på sæsonen var den bedste i 10 år og tilskuersnittet er højere end nogensinde på Lyngby Stadion.

De Kongeblå har da også overvintret på en flot 7.plads, og det er en placering, der sætter drømmene i gang.

– Med fem kampe tilbage af grundspillet og syv point op til sjettepladsen, ser det naturligvis svært ud, men vi kommer til at jagte den her plads i top-seks lige så længe det er muligt. Vi går på banen for at vinde alle kampe – sådan er vi i Lyngby Boldklub, siger Kjeldsen inden, at han fortsætter.

– Når det er sagt, så har målet for sæsonen fra start af været, at vi skal ende på den rigtige side af stregen og for første gang i 22 år få den tredje Superliga-sæson på stribe for Lyngby Boldklub. Det ville være historisk for os at gøre det for første gang siden konkursen i 2002. Så det er naturligvis altoverskyggende og utroligt spændende for os. Vi tror på, at vi sammen med vores fantastiske fans går et stort 2024 i møde, og vi glæder os til igen at fylde Lyngby Stadion, slutter han.

Tilgange:

Magne Hoseth

Mads Kristensen (Fra U19)

David Jensen

Enock Otoo

Gustav Fraulo

Lucas Lissens

Nikolai Baden Frederiksen

Afgange:

Freyr Alexandersson

Jonathan Hartmann

Mads Kikkenborg

Marc Muniesa

Sanders Ngabo

Et enkelt point med hjem fra Sønderjylland

Finnsson: Vi skal være skarpe

Truppen til kampen mod Sønderjyske

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products