Lyngby Boldklub skriver lang aftale med Gustav Fraulo

Talentfulde Gustav Fraulo er ny mand i Lyngby Boldklub, hvor han er blevet udstyret med en 4,5-årig kontrakt.

Det er med stor glæde, at vi kan offentliggøre, at vi henter talentfulde Gustav Fraulo til De Kongeblå på Lundtoftevej.

Gustav Fraulo har tidligere slået sine folder i FC Midtjylland, hvor han var anfører på det U19-mandskab, der vandt U19-ligaen. I sommeren 2023 fik han en lang kontrakt med ’Ulvene’ inden, at han en måned senere blev sendt til CD Mafra i den næstbedste portugisiske række.

Nu er Fraulo dog klar til igen at vende hjem til Danmark, og fodboldchef Nicas Kjeldsen glæder sig over, at det er lykkedes at få den talentfulde midtbanespiller til Kongens Lyngby.

– Vi ser et rigtig stort potentiale i Gustav, og vi er rigtig glade for, at vi nu kan byde ham velkommen i Lyngby Boldklub. Vi kender ham fra mange ungdomskampe mod FC Midtjylland, og her har der ikke været nogen tvivl om, at han er utrolig talentfuld. Gustav har trods sine blot 18 år allerede en rigtig god pakke, hvor både fysik og teknik er på et højt niveau, så vi tror meget på, at vi kan lægge de sidste ting på i vores stærke miljø og sammen med Gustav udvikle ham til at blive en stor profil i Superligaen, siger Nicas Kjeldsen.

Glæder sig til at vise sig frem

Gustav Fraulo skiftede som 14-årig fra fynske OKS til FC Midtjylland, hvor han fik en stor del af sin fodbolduddannelse. Herfra gik turen til Portugal i sommer, men nu skal folderne slås og potentialet udfoldes i Lyngby Boldklub.

Midtbanetalentet glæder sig over sin nye aftale med De Kongeblå.

– Jeg har altid haft et rigtig godt indtryk af Lyngby Boldklub, og klubben har et godt ry for deres talentarbejde. Så jeg er rigtig glad for, at jeg nu kan kalde mig Lyngby Boldklub-spiller siger Gustav Fraulo inden, at han fortsætter.

– Jeg tror på, at det er et perfekt match mellem Lyngby Boldklub og mig, og jeg glæder mig meget til at komme i gang på træningsbanen, møde mine nye holdkammerater og i det hele taget bare vise mig frem for alle i klubben. Jeg ser frem til at vise alle, hvad jeg kan.

Gustav Fraulos aftale med De Kongeblå løber frem til sommeren 2028.

Lyngby Boldklub forlænger et halvt år med Hamalainen

Gustav Mortensen udlejes til Vendsyssel FF

Sæsonkortsalget er åbent: Bliv klar til endnu en Superliga-sæson på Lyngby Stadion

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products