Magnus Jensen glæder sig over starten på vinteropstarten, og ser frem til dagens træningskamp mod IFK Norrköping.
Årets tredje træningskamp er på programmet i dag kl. 12:00, når De Kongeblå får besøg af svenske IFK Norrköping i Lundtofte Boldklub.
De to første træningskampe er endte med sikre sejre over henholdsvis Næstved og Hillerød, og Magnus Jensen glæder sig over starten på opstarten i både kamp og på træningsbanen.
– Jeg synes, at det har været en pisse fed start på året. Vi er kommet ud på træningsbanen med stor energi, og jeg synes, at det har været tydeligt, at folk har været glade for at være tilbage. Vi er landet rigtig godt efter trænerskiftet, og vi er alle sammen meget optimistiske for det her spændende forår, siger Magnus Jensen, som har været med i begge foreløbige træningskampe.
– Jeg synes, at vi har set godt ud i de første træningskampe. Resultatet er jo ikke det vigtigste her i starten, men alligevel giver det os noget at starte året med en god fornemmelse. Det er vigtigt at blive vant til at vinde, og det satser vi også på at gøre i morgen.
Magnus Jensen spillede forleden en halvleg på et meget ungt Lyngby Boldklub-mandskab, og han har da også masser af ros til de mange unge drenge, der har været med i opstarten.
– Der er rigtig mange unge, der har budt sig godt til her i opstarten, og kampen mod Hillerød i sidste weekend lover godt for fremtiden. Vi har i det hele taget en utrolig homogen trup, og det er en fornøjelse at være en del af, slutter Jensen.
Er du forhindret i at komme til Lundtofte i dag kl. 12:00, så husk at du kan købe adgang til stream via Norrköping Tidningar. Læs mere her.
Magnus Jensen præsenteres af Wonderfuel.