Beckmann: Alle skal have bold i benene

Lyngby Boldklub spiller i morgen første træningskamp, når turen går til Næstved, og her skal flest muligt have bold i benene ifølge assistenttræner Mikkel Beckmann.

De Kongeblå spiller i morgen 2024 første kamp, når der er dømt træningskamp mod NordicBet Liga-mandskabet Næstved i Maglemølle Storhallen på Sydsjælland.

Lyngby Boldklub kommer til kampen efter en god træningsuge, hvor det fysiske har været i højsædet. Det fysiske er i morgendagens træningskamp igen i højsædet, hvorfor assistenttræner Mikkel Beckmann vil have mange spillere i aktion.

– Vi spiller altid for at vinde uanset, hvad det er for en kamp, vi stiller op til, men der er heller ingen tvivl om, at det vigtigste i morgen er, at vi får noget bold i benene og bliver indstillet på kamp igen. Vi skal have masser af spillere i aktion, så alle kommer bedst muligt i gang, siger Mikkel Beckmann, som har set positive takter i årets første træninger.

– Drengene har set skarpe ud her i den første træningsuge. Det er tydeligt at se, at folk har passet deres træningsprogrammer i ferien, og at de samtidig også har glædet sig til at være tilbage på træningsbanen. Jeg glæder mig til at se rigtig mange i aktion i morgen.

Magne Hoseth starter først på mandag, hvorfor det vil være Mads Kristensen og Mikkel Beckmann, som står med ansvaret i Næstved.

Der er kampstart kl. 13:00 i Maglemølle Storhallen (overdækket kunstgræsbane) i Næstved. Vi håber at se kongeblå fans i hallen til årets første kamp.

FLERE NYHEDER

Nicolai Hjulmand skriver toårig kontrakt med Lyngby Boldklub 

Sommerens opstartsprogram er på plads

Bliv del af elite miljøet på kvindeholdet

Powered by Flash ApS