Lyngby Boldklub var nede med 3-0, men endte med at tabe 3-2 til FC Fredericia i den første af to kvartfinaler.
Der var pokalstemning i luften på Monjasa Park, da Lyngby Boldklub her til aften spillede den første af to kvartfinaler mod FC Fredericia.
Kampen startede da også ganske livligt, og det var med de normalt kongeblå – i dag mintfarvede – i teten i indledningen.
Allerede efter fire minutter havde Lyngby Boldklub bud efter et hurtigt føringsmål, da Sævar Magnusson fandt Parfait Bizoza på kanten af hjemmeholdets felt. Bizoza tog chancen, og målmanden måtte finde en fin redning frem i situationen.
Lyngby Boldklub pressede i det hele taget på i starten af opgøret, og både Kolbeinn Finnsson og Andri Gudjohnsen havde bud efter målet inden for de første 10 minutter. ’Kolle’ måtte dog se et frispark fra kanten af feltet suse over mål, imens Gudjohnsen fik afvist et chip over målmanden tæt under mål.
Efter 11 minutter viste FC Fredericia for første gang tænder, og det gjorde de med en farlig omstilling, hvor de kom i en mand-mod-mand situation og fra en spids vinkel tog chancen mod mål. Afslutningen sad dog lige på Kikkenborg.
Imens værterne fortsatte med at true på omstillinger, fortsatte Lyngby Boldklub med at have bud efter et føringsmål.
Efter 14 minutter strøg Kolbeinn Finnsson igennem i venstresiden, hvorfra han fandt Andri Gudjohnsen foran mål. Islændingens afslutning gik dog forbi mål.
Små fem minutter senere fik Lyngby Boldklub endnu en stor chance, da Sævar snød en mand og satte gang i en omstilling. Her fandt han Parfait Bizoza, som dog kom ud i en så spids vinkel, at han måtte forsøge et cutback. Afleveringen blev dog uden modtager.
Herfra blev FC Fredericia for alvor farlige, og de udviste stor kynisme.
Efter 20 minutter slog hjemmeholdet et indlæg til bagerste stang, hvorfra de fik fat i en løs bold, der kunne sendes i kassen til 1-0 tæt under mål.
Fem minutter senere blev det også 2-0, da hjemmeholdet tog et hjørnespark kort og Emilio Simonsen udfordrede. Hans efterfølgende afslutning ramte Mads Kikkenborg i ansigtet, hvorfra riposten endte for fødderne af en rødklædt Fredericia-spiller, som kunne prikke bolden i mål.
Få minutter efter havde Parfait Bizoza chancen for en hurtig reducering, men midtbanespillerens forsøg fra kanten af felt røg et stykke over mål.
Efter 40 minutter blev ondt værre, da det tidligere Lyngby Boldklub-talent, Gustav Marcussen gjorde det til 3-0 på endnu en ripost.
De Kongeblå fik et lille halmstrå at klamre sig til i pausen, da Sævar Magnusson i dommerens tillægstid udnyttede en omstilling til at hamre bolden fladt i det lange hjørne til 3-1.
Reduceringen ændrede dog ikke på helhedsindtrykket af første halvleg – ingen i Lyngby Boldklub-lejren kunne være tilfredse.
Pausen blev brugt til at skifte tre mand, men kampbilledet fortsatte i anden halvlegs indledning med at være Lyngby på kuglen, men FC Fredericia der var livsfarlige på omstillingerne.
Efter 53 minutter var hjemmeholdet tæt på efter et indlæg, men heldigvis kunne et andet tidligere Lyngby-talent, Emilio Simonsen, i denne ombæring ikke nå frem til afslutningen.
Anden halvleg var ikke lige så chancerig som første halvleg, men det blev kampen ikke mindre dramatisk af.
Efter 64 minutter blev Kolbeinn Finnsson skiftet ud, men da han efter udskiftningen sparkede til en taske udenfor banen, fik han sit andet gule kort og dermed marchordre. Da han allerede havde forladt banen, fortsatte kampen dog 11 mod 11.
Kampen balancerede på en knivsæg midtvejs i anden halvleg, for imens FC Fredericia mere og mere lignede en sejrsherre på dagen, så var alt stadig på spil næste søndag på Lyngby Stadion.
Med tyve minutter igen bragte Lyngby Boldklub sig dog helt med i kampen igen, da Frederik Gytkjær fra en spids vinkel hamrede bolden i det lange hjørne og via stolpen fik måltavlen til at blinke 3-2.
Den nye reducering gav kongeblåt momentum, men FC Fredericia lurede stadig på omstillingerne, og med et kvarter tilbage satte de gang i en farlig en af slagsen, der endte med et forsøg fra kanten af feltet. Afslutningen sad heldigvis lige på Mads Kikkenborg.
Fem minutter senere gentog mønsteret sig, men denne gang kom FC Fredericia frem til en større chance. Heldigvis blev afslutningen midt for mål sendt snært over Kikkenborgs mål.
Lyngby Boldklub pressede på i slutfasen, men udligningen kom aldrig, hvorfor hjemmeholdet tog første stik med en 3-2-sejr.
Der er returopgør søndag kl. 18:00 på Lyngby Stadion.
FC Fredericia – Lyngby Boldklub
07.12.23 Kl. 20:15 på Monjasa Park
Oddset Pokalen, Kvartfinale.
3-2 (3-1)
1-0, Tobias Bach (19 min)
2-0, Sofus Berger (25 min)
3-0, Gustav Marcussen (40 min)
3-1, Sævar Magnusson (45+ min)
3-2, Frederik Gytkjær (69 min)
Lyngby Boldklub: Mads Kikkenborg, Tobias Storm, Marc Muniesa (45. Andreas Bjelland), Magnus Jensen, Pascal Gregor, Kolbeinn Finnsson (63. Willy Kumado), Marcel Rømer (45. Frederik Gytkjær), Parfait Bizoza (45. Casper ’Dani’ Winther), Tochi Chukwuani, Sævar Magnusson (85. Rezan Corlu), Andri Gudjohnsen.