Muniesa ser frem til fedt slutprogram

Marc Muniesa glæder sig til de sidste fire kampe i år, og den spanske midterforsvarer vil gøre alt for at slutte godt af.

Efter en veloverstået landskampspause er der i morgen igen Superliga-fodbold på Lyngby Stadion.

Allerede før landskampspausen tyvstartede Marc Muniesa dog pausen, da han sad ude med karantæne i udekampen mod Vejle BK. Pausen var dog langt fra en fornøjelse for forsvarsspilleren.

– Det var selvfølgelig ikke sjovt kun at kunne se på. Man vil altid gerne være på holdet og hjælpe, uanset om det så er fra start eller på bænken. Man bliver kun mere nervøs af at være så langt væk fra kampen, siger Muniesa.

Efter den ufrivillige pause fra banen stod den på landskampspause, og den blev af Marc Muniesa brugt til at rejse hjem til Spanien for at lade batterierne op.

– Jeg bor alene i Danmark, så det er altid dejligt at komme hjem og være sammen med familien, som jeg tager hjem til i landskampspauserne. Det giver mig en masse energi at få en kort afbræk for fodbolden og være sammen med mine børn, min kone og mine venner. Det var på samme måde, da jeg var i England og faktisk også ind i mellem i Spanien. Man får opladet batterierne på en anden måde, og så kommer man altid tilbage i en stærkere udgave af sig selv, fortæller spanieren, som dog også hurtigt savner fodbold og hverdagen på Lundtoftevej.

– Efter tre-fire dage, så begynder man jo at savne fodbold, så jeg nyder også at være hjemme i Lyngby igen og være sammen med mine holdkammerater og de venner, som jeg har fået her i landet.

Tæt program øger intensiteten

Morgendagens kamp mod Brøndby IF kickstarter et tæt slutprogram for De Kongeblå, der efter kampen mod de blå/gule slutter året med en hjemmekamp mod Silkeborg og to pokalkampe mod FC Fredericia.

Det tætte program passer dog Marc Muniesa ganske godt.

– Det er et fedt slutprogram. Jeg synes det er rart at have en masse kampe, hvor vi kan få brugt hele truppen. Alle ved, at de kan komme i spil og det styrker fokusset og intensiteten i træningen. Det er selvfølgelig et pakket program, men alle ved, at vi skal ud og give alt i de sidste kampe i år, så vi kan slutte et godt år flot af.

Kampen mellem Lyngby Boldklub og Brøndby IF er et vaskeægte traditionsopgør, og det tegner til, at der bliver udsolgt på Lyngby Stadion til kampen. Muniesa er blevet fortalt meget om kampene mod Brøndby IF, og han glæder sig til at opleve det på egen krop, imens han samtidig har ganske specielt besøg til opgøret.

– Jeg glæder mig virkelig til kampen. Alle siger, at det er en af de største kampe vi har, og det ser ud til, at stadion bliver proppet. Min familie vil også for første gang være på stadion, og det glæder jeg mig meget til. Det er vigtigt for os at lave en god præstation og få point på kontoen igen, fortæller Marc Muniesa, som gerne ser en lille tendens gentaget fra sin tid i England.

– Da min ældste søn var til hans første kamp i Stoke, scorede jeg, så jeg håber på at historien kan gentage sig, griner han.

Alle kampe i Danmark er tætte

Marc Muniesa har efter været tre måneders tid i Lyngby Boldklub, og her har han efterhånden fået en godt indtryk af dansk fodbold, hvor han ser en klar tendens til jævnbyrdige kampe.

– Alle kampe i Danmark er tætte. Jeg føler, at alle kampe er 50/50., og det er op til os selv, hvor meget vi skal have ud af kampen i morgen. Hvis vi rammer dagen, så er vores chancer rigtig fine for at få et godt resultat, men vi skal være fokuserede i samtlige 90+ minutter, siger Muniesa, som glæder sig til den store opbakning fra lægterne.

– Jeg føler altid, at der er mange mennesker på hjemmebane, men selvfølgelig glæder jeg mig til et udsolgt stadion og til at mærke opbakningen fra fansene. Det bliver en speciel aften, og fansene kan hjælpe os rigtig, rigtig meget, slutter han.

Der er kampstart i morgen kl. 18:00.

Marc Muniesa præsenteres af Rudolf Freelance & Consulting.

Et enkelt point med hjem fra Sønderjylland

Finnsson: Vi skal være skarpe

Truppen til kampen mod Sønderjyske

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products