Optakt: Lær morgendagens modstander at kende

I morgen venter FC Helsingør i pokalturneringen, og her kan du blive lidt klogere på holdet fra Holger Danskes hjemby.

Der er revanche og avancement til kvartfinalen på højkant, når Lyngby Boldklub i morgen kl. 18:00 byder FC Helsingør op til dans i pokalturneringens 1/8-finale.

Lyngby Boldklub og FC Helsingør har spillet en lang række kampe mod hinanden i de senere sæsoner, hvorfor det er to hold, der kender hinanden særdeles godt, der møder hinanden tirsdag aften.

Her i artiklen kan du dog blive lidt klogere på FC Helsingør, og hvad der venter De Kongeblå i morgen aften.

En overbygning med lang historie

FC Helsingør blev en realitet i 2012, men forud for navneskiftet, har klubben en rig historie.

Allerede i starten af 1900-tallet spillede Helsingør-klubben sin første officielle kamp, men vi skal et godt stykke op i historien for at finde deres optrædener i de højere danske rækker.

I 2005 blev foreningen Elite 3000 grundlagt, og de stod på skuldrene af datidens Helsingør-mandskab, hvorefter de gjorde deres indtog i divisionerne.

I 2012 blev overbygningen ved navn FC Helsingør etableret, og den dækker over et samarbejde mellem Helsingør Kommunes fodboldklubber. Holdet har siden navneskiftet til FC Helsingør vores en fast bestanddel i divisionerne, imens det i 2017 lykkedes dem at rykke i Superligaen.

Her blev tilværelsen dog kort, hvorefter de både har været i NordicBet Ligaen og 2. division.

Pt. spiller FC Helsingør i NordicBet Ligaen, hvor de også lå i sidste sæson, da de i pokalturneringen slog Lyngby Boldklub ud med en 2-0-sejr. De Kongeblå har derfor revanche til gode i morgendagens kamp.

Hård start på sæsonen

FC Helsingør har fået en svær start på indeværende sæson. Faktisk startede de med to sejre mod henholdsvis Næstved og B.93, men siden da har der været langt mellem sejrssangene.

I de efterfølgende 12 ligakampe er det blevet til tre uafgjorte kampe og ni nederlag, imens det dog er blevet til tre sejre i pokalturneringen mod henholdsvis Dragør, Skjold Birkerød og senest Aarhus Fremad.

I den netop overståede weekend havde FC Helsingør besøg af FC Fredericia, og her lignede det længe, at hjemmeholdet skulle have en forløsende sejr, da de var foran med 3-0 ved pausefløjtet.

FC Fredericia fik dog kæmpet sig tilbage og scorede i tillægstid til 3-3. FC Helsingør indtager derfor aktuelt 11. pladsen i NordicBet Ligaen.

FC Helsingør skiftede for nyligt cheftræner, hvorfor det nu er den tidligere FC København-angriber Alvaro Santos, som står i spidsen for mandskabet.

Kampen livestreames

Vi glæder os til at se en masse kongeblå fans på Helsingør Stadion i morgen aften, men hvis du er forhindret i at tage nord på, kan du heldigvis se kampen via pokalturnering.dk.

Du finder link til kampen her.

Der er kickoff kl. 18:00.

Foto: Fodboldbilleder.dk

20-0: Lokalplanen for nyt stadion stemt igennem

Kongeblåt talent udtaget til U17-landsholdet

Akademiet besøgte Philadelphia Union: En meget inspirerende tur