Snævert nederlag i Herning

Lyngby Boldklub døde med støvlerne på, da det her til aften blev til et snævert 2-1-nederlag til FC Midtjylland. 

Der ventede Lyngby Boldklub en svær opgave fredag aften, hvor turen gik til Herning for at møde FC Midtjylland, der efter en svær sæsonstart var ubesejret i seks kampe.

De Kongeblå bed godt fra sig, men måtte desværre strække våben og notere et smalt nederlag til ’Ulvene’.

Freyr Alexanderssons tropper kom frisk ud til kampen, og efter to minutter kom Andri Gudjohnsen frem til en stor chance tæt under mål, hvor han dog ikke fik tilstrækkeligt træf på bolden til at volde hjemmeholdets målmand problemer.

Lyngby-chancen virkede som en wake up call for midtjyderne, der ikke var kommet alt for godt ud af starthullerne, men som i perioden efter chancen begyndte at tage over og sværme om Mads Kikkenborgs mål.

Efter 10 minutter kom ’Ulvene’ da også i front, da de kom i overtal i deres højreside, og Dario Osario kunne sparke bolden ind i det korte hjørne til 1-0.

I de næste 10 minutter kunne hjemmeholdet godt have udbygget føringen.

Efter 16 minutter kom de frem til en stor omstillingsmulighed, hvor værterne nærmest stod i kø i feltet for at få afsluttet. I sidste ende fik et godt returløb fra De Kongeblå dog trevlet omstilling op.

Minuttet efter reddede Mads Kikkenborg flot et langskud, hvor returen dog røg ud til en midtjyde, der akkurat måtte se sit forsøg blokeret af en flyvende Kolbeinn Finnsson, som heroisk fik kastet sig foran forsøget.

I stedet viste Lyngby Boldklub kynisme i den anden ende. Marc Muniesa lagde en millimeter præcis aflevering i dybden til Frederik Gytkjær, som flot satte sig igennem og fik spillet bolden på tværs til Andri Gudjohnsen. Islændingen lavede en fræk skudfinte, inden at han kunne sætte udligningen i det tomme net.

Glæden var ved at være kortvarig, da FC Midtjylland små fem minutter senere igen kom frem til en stor chance efter et kort taget hjørnespark. Mads Kikkenborg diskede dog op med to fantastiske redninger.

De Kongeblå fik herefter meget bedre fat, og kampen blev en jævnbyrdig affære i resten af 1. halvleg.

Dermed stod der 1-1 på måltavlen ved pausefløjtet.

Lyngby Boldklub gik til pausen med en god fornemmelse efter en ganske god afslutning på de første 45 minutter. Glæden varede dog kort inde i anden halvleg, da FC Midtjylland efter et hjørnespark fik skrabet bolden i kassen tæt under mål. Adam Gabriel var manden med målet i denne omgang.

Kampen gik herefter ind i en mere rolig fase, hvor FC Midtjylland var mest på bolden, men hvor hverken hjemme- eller udeholdet for alvor fik truet modstanderen.

Efter 58 minutter kom Franculino dog frem til en fin mulighed for hjemmeholdet, men angriberen sparkede bolden et godt stykke over mål.

De godt og vel 8.500 tilskuere på MCH Arena væltede sig ikke i chancer i første halvdel af anden halvleg, men kampbilledet var ikke ubetinget skidt for De Kongeblå, der i den grad levede i kampen.

Efter 70 minutter snød indskiftede ’Dani’ et par midtjyske spillere inden, at han fandt Gylfi Sigurdsson på kanten af feltet. Sigurdssons forsøg tog en afretning og sneg sig over mål inden, at bolden lagde sig i nettaget.

Hjemmeholdet var i fornuftig kontrol mod afslutningen på kampen, men Lyngby Boldklub var ikke fremmede omkring ’Ulvenes’ felt. Omvendt lurede hjemmeholdet også på den afgørende omstilling, der kunne stikke kniven ind og afgøre kampen.

Efter 82 minutter var det dog en dødbold, der var ved at afgøre kampen, men FC Midtjylland afsluttede fra tæt hold forbi Mads Kikkenborgs mål.

Med små 10 minutter igen blev Magnus Jensen sendt op i front for at skabe ravage, men det betød naturligvis også mere plads bagtil, imens man jagtede udligningen.

Satsningen gav dog pote, og det blev til et par ganske store chancer i slutfasen.

Først vandt Lyngby Boldklub en hovedstødsduel, der sendte Jonathan Amon alene igennem i venstresiden. Amons afslutning sad dog lige på målmanden.

Minuttet efter var det igen tæt på for Freyr Alexanderssons tropper, og denne gang var det Frederik Gytkjær, som desværre måtte se en ellers god afslutning reddet af målmanden.

Redningen gav et hjørnespark, hvor Mads Kikkenborg blev sendt med frem som en sidste satsning. I stedet for en Lyngby-afslutning endte det dog med en omstilling til hjemmeholdet, der fik frit løb ned mod Lyngby-målet. ’Dani’ hev i nedbremsen, hvorfor han fik vist direkte rødt kort.

Lyngby Boldklub lagde pres på til det sidste, men den forløsende udligning udeblev desværre, hvorfor hjemmeholdet snuppede en snæver 2-1-sejr.

Næste opgave for Lyngby Boldklub er allerede på tirsdag, hvor der venter en spændende 1/8-finale i pokalturneringen mod FC Helsingør.

FC Midtjylland – Lyngby Boldklub

27.10.23 Kl. 19:00 på MCH Arena

3F Superligaen, 13. Spillerunde.

2-1 (1-1)

1-0, Dario Osorio (10 min)

1-1, Andri Gudjohnsen (23 min)

2-1, Adam Gabriel (46 min)

Lyngby Boldklub: Mads Kikkenborg, Willy Kumado (62. Tobias Storm), Pascal Gregor, Magnus Jensen, Marc Muniesa, Kolbeinn Finnsson, Marcel Rømer (62. Casper ’Dani’ Winther), Sævar Magnusson (77. Tochi Chukwuani), Gylfi Sigurdsson (77. Jonathan Amon), Andri Gudjohnsen, Frederik Gytkjær.

Et enkelt point med hjem fra Sønderjylland

Finnsson: Vi skal være skarpe

Truppen til kampen mod Sønderjyske

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products