Freyr: Fredagskampe på Lyngby Stadion er specielt

Cheftræner Freyr Alexandersson glæder sig til igen at spille fredagskamp på Lyngby Stadion, hvor han håber på ny stor opbakning fra lægterne.

Fredagskampe på Lyngby Stadion er og bliver noget helt specielt, og når De Kongeblå i aften indtager stadionet på Lundtoftevej er det med en forventningsfuld cheftræner, der ikke er bleg for at have store forventninger til kampen og atmosfæren.

– Vi har oplevet nogle fantastiske fredagsaftener sammen på Lyngby Stadion. Det er ikke engang fordi jeg husker resultaterne særligt godt, men oplevelsen og stemningen har altid været rigtig god. Jeg forventer rigtig mange folk på stadion, og alt kan ske, når vi spiller ’under the lights’, siger cheftræneren, der i samme moment roser fansene og den udvikling, som de har gennemgået sammen med holdet.

– Nogle vil måske sige, at det er en kliché at blive ved med at rose fansene, men det mener jeg overhovedet ikke, at det er. Jeg kan huske en udekamp, hvor der stod fire af vores fans. Det var dejligt, at de kom, men det var lidt demotiverende, at der ikke var flere. Så for os er det fantastisk at opleve, at der bare kommer flere og flere på både hjemme- og udebane. Det er ikke engang kun tilskuere, det er folk, der bidrager positivt til stemningen og både støtter, hjælper og giver os energi. Det betyder utrolig meget for alle hold, og det betyder ufatteligt meget for os på vores hjemmebane, hvor vi er så tæt på hinanden – både fysisk og mentalt. Jeg glæder mig utroligt meget til kampen i aften, siger Freyr Alexandersson.

Ydmyg over god start

Efter sidste weekends udesejr over Hvidovre IF, blev det officielt, at Lyngby Boldklub har fået den bedste start på en Superliga-sæson i 20 år.

Den islandske cheftræner er da også meget tilfreds med sæsonstarten, men beton samtidig, at det er vigtig at være ydmyg overfor den flotte udvikling, som klubben og holdet stadig er i gang med.

– Jeg synes, at vi har fået en rigtig god start. Særligt i forhold til vores præstationer. Jeg synes, at vi har fortjent alle de point, som vi har fået, og vi kunne måske endda godt have fået lidt flere. Starten på sæsonen har generelt været god – både inden og udenfor banen. Vi skal også være ydmyge og taknemmelige for, hvor langt vi har flyttet os som fodboldklub. Jeg synes, at vi er en så sulten trup, at det ikke har fyldt for meget ift. at det er den bedste start i 20 år. Men vi er selvfølgelig utrolige glade og stolte over det, siger Alexandersson inden, at han reflekterer over klubbens flotte udvikling.

– Jeg synes ikke, at vi rider videre på bølgen fra foråret. Når man går på sommerferie, så starter man forfra på en eller anden måde, men selvfølgelig med det stærke fundament, som vi har bygget over længere tid. Både spillere og stab er opmærksomme på, at vi i 2023 har gjort det rigtig, rigtig godt. Jeg tror, at vi har en pointgennemsnit på omkring 1,4, og det er meget stærkt. Så vi ligger omkring top-seks set over kampene i 2023 og ikke kun i den her sæson. Vi har bare flyttet os stødt og roligt over en længere periode, og det tror jeg på er utrolig sundt for en fodboldklub. Det er bedre at rykke sig på den måde, end at tage ét kæmpe ryk. Vi har fået den stabilitet, som vi har arbejdet på i al min tid i klubben, fortæller cheftræneren.

Vejle Boldklub er aftenens modstander, og det er et hold, der trods fornuftige præstationer, blot har tre point efter de første otte kampe.

Antallet af point lader chefen sig dog ikke narre af, og han forventer en ny tæt kamp.

– Jeg tror, at det bliver en meget duelpræget kamp. Det er to hold, der både er fysisk stærke, men som også er rigtig godt organiserede. De har været lidt uheldige med en del nederlag på ét mål, men vi spiller på hjemmebane, og med det følger bare en vanvittig energi. Vi har en stor tiltro til os selv på hjemmebane, og vi tror altid på, at vi kan tvinge marginalerne over på vores side. Det bliver en tæt kamp, det er jeg ikke i tvivl om. Kampen er også utrolig vigtig for dem, så det forventer jeg også vil kunne ses i kampen, slutter Freyr Alexandersson.

Freyr Alexandersson præsenteres af Ensure.

Et enkelt point med hjem fra Sønderjylland

Finnsson: Vi skal være skarpe

Truppen til kampen mod Sønderjyske

0
Your Cart is empty!

It looks like you haven't added any items to your cart yet.

Browse Products