Pascal Gregor og resten af Lyngby Boldklub-mandskabet åbner i dag Oddset Pokalen med en kamp ude mod NordicBet Liga-mandskabet, Hillerød Fodbold.
Det er efterhånden en rum tid siden, at Lyngby Boldklub for alvor har markeret sig i pokalturneringen.
Sidste år blev det til et hurtigt exit mod FC Helsingør, og det skal revancheres, når De Kongeblå i aften træder ind i turneringen mod Hillerød Fodbold, der til dagligt spiller i den næstbedste række.
Ifølge Pascal Gregor ser holdet frem til at spille pokalfodbold, og der bliver bestemt ikke taget let på opgaven.
– Det er en kamp, som vi glæder os til at spille, og som vi selvfølgelig går ind til med vanlig seriøsitet. Det er en fodboldkamp ligesom alle andre, og dem vil vi altid gerne vinde, fortæller ’Palle’ inden, at han fortsætter.
– Vi har ikke for vane at komme langt i pokalturneringen, men det kunne være vildt sjovt at sætte en stime sammen og nå til de rigtig sjove kampe. Det betyder også, at vi skal forbi Hillerød, og selvom de spiller en række under os, så bliver det ikke en nem kamp. De mindre hold i turneringen vil enormt gerne slå Superliga-holdene ud, så vi skal være klar fra start og ikke slække på det overhovedet. NordicBet Liga-holdene er efterhånden rigtig gode, så der er ikke plads til, at vi ikke rammer dagen. Vi glæder os til kampen, slutter han.
Hvem er Hillerød Fodbold?
Hillerød Fodbold – eller Slotsbyens Hold, som de kalder sig, er en klub, der har taget en fantastisk flot rejse op gennem rækkerne i de seneste 12 år.
I 2011 lå klubben i Serie 2, men det ændrede en ansættelse af den tidligere Herfølge-spiller Tommy Schram på.
Schram fik sammensat en ung trup, der lynhurtigt fik et par oprykninger på cv’et. Bemærkelsesværdigt er det, at Jonathan Witt, som stadig spiller på holdet, har været med på hele rejsen.
Hillerød rykkede i forrige sæson op i NordicBet Ligaen, og selvom af de af mange var spået til en hurtig retur til 2. division, så formåede de at hive en flot 9. plads i land.
I denne sæson har Slotsbyens Hold fået en noget blandt start på tilværelsen i NordicBet Ligaen.
Christian Lønstrups tropper indtager således 10. plads med to sejre, én uafgjort og fem nederlag efter de første otte runder.
Værd at bemærke er det dog, at Hillerød Fodbold i deres seneste kamp var gevaldigt tæt på at snuppe en sejr over topholdet og oprykningsfavoritterne fra SønderjyskE. I sidste ende måtte de nøjes med 2-2, men de beviste, at de efterhånden befinder sig ganske godt hjemme på deres midlertidige hjemmebane, Farum Park.
Kampen fløjtes op kl. 18:00, og hvis ikke du kan nå til Farum Park, kan du se kampen live på DR2.