Lyngby Boldklub har indgået en lejeaftale med Vendsyssel FF, der får glæde af vores franske forsvarsspiller Baptiste Rolland i resten af sæsonen.
På den blot tredje dag i 2023 skrev Baptiste Rolland under på en aftale med De Kongeblå efter en succesfuld prøvetræning. Den tidligere Lille-akademispiller missede store perioder af foråret med en drilsk skade, men det franske forsvarstalent er nu helt klar igen.
Rolland står dog bag flere stærke forsvarsnavne, og for at sikre den 20-årige forsvarsspillers udvikling er det lykkedes De Kongeblå at lande en lejeaftale med Vendsyssel FF fra 1. division. Fodboldchef Nicas Kjeldsen glæder sig til at følge Rolland i Vendsyssel i resten af sæsonen, og tror at fast spilletid vil give Rolland de sidste procenter i forhold hans udvikling.
– Vi har stadig stor tiltro til, at Rolland udvikler sig og får udlevet sit potentiale. Men i erkendelse af, at han har brug for spilletid, og at vejen lige nu er lidt for lang hos os, så er det en rigtig god løsning at vi kan leje Rolland ud til et af de stærkeste hold i 1. division. Vi kommer til at følge Rollands udvikling tæt, og er sikre på, at han får mange kampe og værdifuld erfaring på CV’et, siger Nicas Kjeldsen.
Baptiste Rolland, der i januar skrev under på en kontrakt frem til sommeren 2025, har fortsat sin seniordebut til gode i den kongeblå trøje.